Tidligere sosu-hjælper Jeannette Stripp har fået tilkendt en godtgørelse på 150.000 kroner fra sin tidligere arbejdsgiver Høje-Taastrup Kommune.
Foto: Jørgen True

Jeannette fik 150.000 kroner efter to års kamp

Jeannette Stripp har med FOAs hjælp fået tilkendt en godtgørelse på 150.000 kroner, da hun blev afskediget i strid med reglerne om tillidsrepræsentanter, skriver fagbladetfoa.dk.

"Jeg blev simpelthen så glad! To års kamp var endelig slut, og nu fik kommunen at vide, at forløbet ikke var okay!"

Sådan siger Jeannette Stripp til fagbladetfoa.dk. Hun har netop fået tilkendt en godtgørelse på 150.000 kroner fra sin tidligere arbejdsgiver, Høje-Taastrup Kommune, efter at hun i 2014 blev fyret som følge af flere sygdomsperioder på grund af sin astma.

Hun har med hjælp fra FOA nu fået tilkendt en godtgørelse, da hun blev afskediget i strid med tillidsmandsreglerne.

Anerkendt som dygtig planlægger

Jeannette Stripp fik i 2007 ødelagt sit knæ ved en arbejdsskade, og det blev besluttet, at hun skulle være planlægger for sin gruppe, være superbruger samt have opgaver i hjemmeplejen med skånehensyn.

Jeannette var anerkendt som en dygtig planlægger, men da hun var den eneste faste planlægger, blev arbejdet ved hendes fravær udført af den daglige leder eller gruppens faglige ressourceperson.

Denne ordning blev ikke videreført, da gruppen i 2013 fik ny leder. Det betød, at en af gruppens andre sosu-hjælpere blev sat til at planlægge, når hun var fraværende. Det medførte flere fejl i planlægningen.

Søg videre eller bliv fyret

Da Jeannette var tidligere astmapatient, havde hun i perioden flere sygedage med luftvejsinfektioner.

"Jeg blev kaldt til samtaler på grund af mit fravær, men det var også det. Jeg har jo aldrig fået advarsler for det. Senere fik jeg at vide, at der også havde været klager, når jeg var fraværende, men dem fik jeg heller aldrig besked om," fortæller Jeannette.

Ved den sidste samtale fik Jeanette at vide, at hun ville blive afskediget, med mindre hun selv sagde op og påbegyndte uddannelsen til sosu-assistent.

"Jeg følte, jeg fik en pistol for panden. Arbejdet som sosu-assistent er jo ikke fysisk nemmere. Men jeg søgte alligevel. Jeg fik så at vide af skolen, at jeg var kvalificeret, men på grund af min arbejdsskade ville det nok ikke være forsvarligt," forklarer Jeannette.

Blev fyret med posten

Jeannette fik derfor et varselsbrev om hendes opsigelse, og i juni 2014 blev hun opsagt med ni måneders varsel.

"Jeg blev så ked af det, at jeg begyndte at tude. Jeg fik endda beskeden på e-Boks. Noget mere upersonligt kan jeg ikke forestille mig. Så jeg følte, at jeg havde brug for oprejsning. Kommunen skulle vide, at det her ikke var i orden," fortæller hun.

Samme dag blev der holdt møde mellem kommunen, Kommunernes Landsforening og FOA. Her tilbød kommunen, at de ville trække opsigelsen tilbage, hvis Jeannette i opsigelsesperioden kunne udføre plejeopgaver i væsentligt omfang.

Det ville dreje sig om 27 timer om ugen uden skånehensyn, hvilket Jeannette med sit dårlige knæ ikke ville kunne udføre. Hun valgte derfor at gå videre med sagen med hjælp fra FOA.

Ingen tvingende årsager

FOA mente, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven på grund af Jeannette Stripps arbejdsskade, og at den også var i strid med tillidsmandsreglernes krav om tvingende årsager.

 Sagen blev afgjort den 29. juni i år, to år efter Jeannette blev afskediget. Dommen gav Jeannette Stripp og FOA medhold i, at der ikke var tvingende årsager til at afskedige hende, og hun fik derfor tilkendt en godtgørelse på 150.000 kroner.

 I dommen blev der lagt vægt på, at kommunen havde antaget, at mængden af sygefravær var permanent, selvom Jeannette havde vist klare tegn på bedring, efter at hun var kommet i behandling for sin astma.

"FOA har været en kanon støtte! Vores fællestillidsrepræsentant har været min stenstøtte hele vejen igennem og har givet mig så meget opbakning. Så hvis andre kommer ud for noget lignende, så skal man ikke lade sig skræmme, men bare få hjælp til at kæmpe imod," siger Jeannette.

Hjemmeplejeleder i Høje-Taastrup Kommune vil ikke kommentere i detaljer på personalesager, men udtaler om sagen:

"Vi har selvfølgelig haft forskellige opfattelser af situationen. Hvis vi havde haft samme opfattelse af tingene, havde vi nået en løsning langt tidligere i forløbet. Men nu er der kommet en afgørelse i sagen, og den har vi taget til efterretning."