To plejere lifter en ældre kvinde
21-årige Nanna Larsen (th.) er fået så meget faglig selvtillid efter sit ophold på plejecentret Elmehøj, at hun er gået i gang med social- og sundhedshjælperuddannelsen.
Foto: Niels Åge Skovbo

Plejecenter får sårbare kollegaer i arbejde

På plejecentret Elmehøj i Brønderslev er de eksperter i at sluse folk med både fysiske og psykiske sygdomme ind på arbejdsmarkedet igen.

21-årige Nanna Larsen har efter tre måneder i virksomhedspraktik på plejecentret Elmehøj fået mod på at gå i gang med uddannelsen til social- og sundhedshjælper.

”Jeg er rigtig hurtigt blevet tryg, og jeg har fået en ordentlig gang selvtillid af at være her,” siger hun.

Tryg og fuld af selvtillid var Nanna Larsen langt fra, da hun startede på plejecentret i februar i år. Hun blev sidste efterår indlagt med angst og depression og var oveni blevet fyret fra sin elevplads i et byggemarked.

Via jobcentret i kommunen fik Nanna Larsen kontakt til plejecentret Elmehøj.

Læs også: Tema om psykisk sårbare kolleger

En rummelig arbejdsplads
Plejecentret, som ligger omkranset af marker lidt uden for Brønderslev, var i forvejen blevet kåret som kommunens mest rummelige arbejdsplads i 2011.

Siden har afdelingsleder Jette Ramskov også sagt ja til fast at beskæftige to ledige med fysiske og ofte også psykiske lidelser.

”Jeg kan godt have mange ambitioner om, at vi skal være en rummelig arbejdsplads. Men det kan vi kun være, fordi vi har gode medarbejdere, der tager hensyn til hinanden,” siger Jette Ramskov.

De ledige fra jobcentrets særlige ordning bliver kaldt ’kandidater’ og får tilknyttet en mentor, som de arbejder tæt sammen med. Nanna Larsen er kommet under social- og sundhedshjælper Annemette Jensens kyndige vinger. Annemette Jensen har efterhånden været mentor for tre forskellige ledige kandidater.

”Det er rigtig godt at kunne give sin viden videre og hjælpe et andet menneske i gang,” siger Annemette Jensen.

Overskuelige opgaver
I begyndelsen mødte Nanna Larsen kun ind mandag, onsdag og fredag og arbejdede sammenlagt knap 10 timer om ugen.

En af hendes første opgaver var at stå for morgenmaden til beboerne.

”I starten var det vildt skræmmende. Det hele var meget nyt. Jeg kan hurtigt blive usikker på mig selv, hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal,” siger Nanna Larsen.

Plejecentret har taget hensyn til, at hun har brug for, at opgaverne er overskuelige ved at sørge for, at alle hendes arbejdsopgaver er skrevet ind i et arbejdsskema. Og hun bliver ikke kastet ud i nye opgaver, før hendes mentor har forberedt hende på det.

Et stærkt omsorgsgen
Lysten til at blive social- og sundhedshjælper spirede, da Nanna Larsen selv var indlagt.

”Jeg opdagede, at mange af dem, der virkelig hjalp mig, var social- og sundhedsassistenter,” siger hun og tilføjer:

”Min mor har også altid sagt, at jeg skulle være social- og sundhedshjælper. Hun siger, at jeg er så omsorgsfuld.”

Omsorgen stråler ud af Nanna Larsen, da hun hjælper en af beboerne, Gerda Jensen, med frokosten.
Nanna Larsen lægger kærligt sin venstre arm over Gerda Jensens skulder, mens hun fører skeen med kartoffelmos op med højre hånd.

Annemette Jensen er heller ikke i tvivl om, at faget er det rigtige for Nanna Larsen trods hendes psykiske sårbarhed.

”Omsorgsgenet har hun. Nu skal hun bare ind på skolen og have teorien på plads,” siger Annemette Jensen stolt.