Tegning af en dagplejer med favnen fuld af grædende børn. En kollega kommer ilende til hjælp.
En god kollega tager ansvar for, at opgaverne bliver løst i fællesskab. Det er ifølge FOAs medlemsundersøgelse om gode kolleger den højest prioriterede egenskab ved kolleger.
Foto: Gitte Skov

5 gode råd: Bliv en god kollega

Gode kolleger er afgørende for trivslen på jobbet. Få inspiration til, hvad du kan gøre for kollegerne.

De allerfleste FOA-medlemmer er tilfredse med forholdet til kollegerne. Det viser en ny undersøgelse, som FOA har foretaget blandt medlemmerne.

To ud af tre af deltagerne i undersøgelsen er helt enige i, at de har et godt forhold til kollegerne, og knap hver tredje er delvist enige. Det skriver Fagbladet FOA.

1.Hjælp din kollega, når du kan
Trænger en af dine kolleger til en hjælpende hånd, en snak om en svær arbejdsopgave eller en vanskelig borger? Så prioriter at hjælpe, hvis du kan.

 2.Vis interesse for din kollega
Spørg til din kollegas arbejde, til hendes familie eller til andet, som optager hende. På den måde kommer I tættere på hinanden på arbejdspladsen.

3.Giv anerkendelse, ros og feedback
Når du ser din kollega lave et godt stykke arbejde, så husk at fortælle hende, hvad du synes, hun gjorde godt og hvorfor. Anerkendelse får os alle til at vokse, vi bliver bedre til vores arbejde, og stemningen på arbejdspladsen forbedres.

4.Tal med din kollega, ikke om din kollega
Er du uenig med din kollega, f.eks. om hvordan I skal løse en arbejdsopgave, så gå til hende og få en åben snak om, hvordan din kollega ser på sagen, og hvordan du ser på sagen. Ved at tale om uenigheder på et tidligt tidspunkt kan du undgå, at de vokser sig store og bliver til en konflikt.

5.Reager på mobning
Hvis du er vidne til, at en kollega eller leder ikke behandler en anden kollega ordentligt, så gør noget. Du kan f.eks. sige fra i situationen, tale med din tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant, leder eller tage en snak med den kollega, det er gået ud over.