Lagkage med flag med OK-krav, stykke med "Løn" skåret ud
En særlig del af OK-kagen skal skæres til løn til FOAs lavtlønnede.
Foto: Johnny Frederiksen

OK13: FOA går stadig efter lavtløns-sikring

FOA vil i sine egne forhandlinger forsøge at få afsat særlige lønkroner til dem med mindst i hyre.

FOA vil i de kommende overenskomstforhandlinger prøve at sikre de lavtlønnede i FOA en særlig lønstigning, oplyser FOAs forhandlingschef Steen Parker Sørensen til foa.dk.

Det skal ske ved, at arbejdsgiverne går med til, at der afsættes særlige midler til formålet. Ikke ved, at nogle FOA-grupper skal betale til andre.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at de kommunale arbejdsgivere er med på ideen. Tidligere i dag udtalte kommunernes chefforhandler Michael Ziegler til foa.dk:

”Vores udgangspunkt er, at der ikke skal ske nogen skævdeling mellem faggrupperne.”

Ville ikke være med
Steen Parker Sørensen medgiver, at opgaven bliver svær.

”Men det skal ikke afholde os fra at prøve,” siger han.

FOA og de øvrige LO-forbund i de kommunalt ansattes forhandlingsfællesskab KTO har prøvet at få de højere lønnedes forbund med på en løsning, hvor man sikrer de lavest lønnede. Hvis det var lykkedes, ville de højere lønnede være med til at betale nogle af deres midler til de lavtlønnede.

Men det lykkedes ikke. Uenigheden var for stor, og for første gang i historien skal KTO ikke forhandle om generelle lønkrav. I stedet skal de enkelte organisationer, herunder FOA, nu selv forhandle den slags krav.

Tryghed og pension
FOA har i dag fremsat de krav, man ønsker forhandlet med de kommunale og regionale arbejdsgivere, og her står mere i løn øverst på listen.

Af andre krav kan blandt andet nævnes:

• Mere tryghed i ansættelsen, for eksempel ret til en anden ledig stilling, hvis man afskediges på grund af arbejdsmangel, og der slåes nye stillinger op i opsigelsesperioden.

• Pension af tillæg.

• At pålagt merarbejde for deltidsansatte betales som overarbejde.

• Ret til seniordage fra det 58. år der, hvor det ikke findes i forvejen.

• At sikre kønsmæssig ligelig fordeling af lokale lønmidler.

• Frit valg af forvalter af de midler, der indbetales til ens alderspensionen.

• Et ekstraordinært lønløft til eleverne på FOAs uddannelser.