I dag fejrer vi Maddag i børnehøjde

18.000 dejlige rollinger skal i dag have suppe med butternut-squash og krydrede kødboller.

Skræl, smag, duft og tal om maden.

I dag sætter FOA og Kost & Ernæringsforbundet fokus på værdien af madordninger, som et sundt, sjovt og velsmagende tilbud, der kan meget mere end at mætte.

Det sker til Maddag 2016, hvor mere end 18.000 vuggestue- og børnehave-børn sætter sig til bords og fejrer det fælles måltid.

Der vanker krydrede kødboller, sprøde havegrødsflager og suppe med butternut-squash (moskusgræskar), som børnene har været med til at tilberede.

”Der er cirka 300.000 børn i de danske daginstitutioner. Det er her, de får en stor del af deres daglige kost. Derfor har det stor betydning, hvad der bliver serveret. Maddag er en oplevelse ud over det sædvanlige for de børn, der deltager. Samtidig er det en måde at sætte fokus på vigtigheden af servere sund og spændende kost i landets børnehaver og vuggestuer, så vi får sunde og glade børn”, siger Gina Liisborg, formand for Kost- og servicesektoren i FOA.

En af grundstenene i madordninger er at bruge måltidet som et pædagogisk værktøj i hverdagen, hvor børnene inddrages, får et madsprog, lærer om råvarer og bliver udfordret på smag og fællesskab omkring måltidet.

”De gode vaner starter i barndommen, så lad os starte med at tilbyde et sundt og fælles måltid her. Det er socialt, giver mætte børn og er en god anledning til at tale om og forholde sig til mad. Jeg håber, at Maddag vil motivere flere institutioner til at tilbyde madordning med dygtige fagprofessionelle i køkkenet”, siger Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet.

Der er god grund til at tage børnemaden alvorligt, for børnene får dækket op til 70 procent af deres daglige madindtag i daginstitutionen.

Det er dog kun hver femte børnehave, der har en madordning, mens 94 procent af vuggestuerne er kommet med.