Pressemeddelelse

FOA: Glædeligt KL-signal til kommunerne

Nyt KL-udspil understreger vigtigheden af at have tilstrækkeligt med kompetente voksne i dagtilbuddene. FOA glæder sig over KLs melding.

Hvis kommunerne skal styrke kvaliteten i dagtilbuddene, skal der være tilstrækkeligt med kompetente voksne. Det er et af budskaberne i KLs netop offentliggjorte udspil ”Godt på vej”. Og den melding vækker glæde i FOA.

 

”Jeg er glad for, at KL med udspillet sender et vigtigt signal til kommunerne om, at der skal investeres mere i børnenes dagtilbud,” siger Mogens Bech Madsen, formand for FOAs pædagogiske sektor.

 

Han understreger, at der i udspillet er en række gode anbefalinger til kommunerne, som skal investere mere i dagtilbud. Finansieringen skaffes via de 580 millioner kroner, som regeringen har afsat på finansloven til bedre dagtilbud. Men netop finansieringen undrer FOA.

 

”De 580 millioner kroner skal fordeles over 4 år, og det rækker jo slet ikke til at indfri KLs mange gode ønsker til kommunerne,” siger Mogens Bech Madsen.

 

FOA havde derfor gerne set, at udspillet havde begrænset sig til at handle om en landsdækkende indsats for børn i udsatte positioner.

 

”KL har fremragende forslag til en indsats for udsatte børn. Dog savner jeg en anbefaling af, at personalets viden om børn i socialt udsatte positioner skal øges,” siger Mogens Bech Madsen.

 

Flere danske undersøgelser viser, at personalet i dagtilbuddene efterlyser mere viden om børn i socialt udsatte positioner, ligesom de efterlyser flere ansatte, så der fx kan skabes læringsmiljøer, hvor børn kan inddeles i små grupper.

 

”Hvis KL begrænsede sig til børn i socialt udsatte positioner, ville pengene række og reelt gøre en forskel. Jeg håber derfor, at både KL, kommunerne og regeringen vil tage FOAs anbefaling til sig,” siger Mogens Bech Madsen.

Kontakt

Mogens Bech Madsen, telefon: 40 20 51 85

Hent billede i høj opløsning