Pressemeddelelse

Den private ældrepleje kannibaliseres

Som den 25. i rækken, af større konkurser blandt private plejefirmaer siden 2013, er BakkeBo Hjemmepleje gået konkurs. Konkursen er et resultat af den øgede konkurrence om levering af ældrepleje, som FOA kalder kannibalisering.

Firmaet har leveret ældrepleje i Lyngby-Taarbæk og Gentofte kommuner.

 

Firmaet gik i foråret i gang med en afvikling efter at have mistet kunderne i Lyngby-Taarbæk kommune. Siden da har omkring 28 medarbejdere mistet jobbet. De sidste her kort tid før, at afviklingen var gennemført med udgangen af juli måned.

 

”Vi ser i disse år især to former for konkurser blandt de private virksomheder i hjemmeplejen. Der er dels tale om firmaer, som er omfattet af den såkaldte godkendelsesordning, hvor firmaer uden priskonkurrence kan godkendes som leverandører af kommunen, som de ældre frit kan vælge som alternativ til den kommunale ældrepleje. Og dels om firmaer, som gennem et kommunalt udbud med priskonkurrence vinder retten til at være blandt dem, de ældre kan vælge mellem,” siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

 

Denne konkurs er et resultat af et udbud med priskonkurrence i Lyngby Taarbæk kommune, som betød, at BakkeBo Hjemmepleje mistede retten til at være blandt de firmaer, som de ældre kan vælge mellem.

Mens BakkeBo Hjemmepleje har eksisteret siden 1997 og i årevis har haft overenskomst med FOA, så valgte kommunen to andre firmaers tilbud.

 

”Det ene plejefirma, som nu leverer ældrepleje i Lyngby Taarbæk kommune, er DK-Pleje, som efter eget udsagn under ingen omstændigheder vil indgå en overenskomst med FOA. Det betyder desværre, at et firma med ringere løn- og ansættelsesvilkår nu har fået lov til at udkonkurrere et firma med ordnede forhold. På almindeligt dansk betyder det, at de ansatte har betalt for DK-Plejes tilbud til kommunen. Det er ganske enkelt ikke fair.”

 

”FOA blander sig ikke i konkurrencen mellem private plejefirmaer, men konkurrencen må ikke få lov til at ske på de ansattes løn- og ansættelsesforhold. Derfor har FOA varslet strejke mod DK-Pleje fra 1. september for at opnå en overenskomst,” slår Dennis Kristensen fast.

 

”Vi vil i de kommende år opleve en stadig stigende strøm af lukninger og konkurser, som skyldes, at firmaer giver discount-tilbud med lavere løn. Og store koncerner, som har penge nok i pengetanken til at sætte prisen ned til et niveau, hvor små og mellemstore virksomheder må kaste håndklædet i ringen,” siger Dennis Kristensen.