Pressemeddelelse

FOA: Stop for drab kræver politisk handling

På lidt over et halvt år var der 122 episoder med vold og trusler på Lindegården, hvor 57-årige Vivi Nielsen blev dræbt i påsken. Det afslører Arbejdstilsynets undersøgelse. FOA kræver omgående handling.

Den 25. marts blev en 57-årig kvindelig ansat på Lindegården dræbt af en beboer. Tidligere samme dag måtte en anden ansat på skadestuen efter talrige slag og spark.

Alene i perioden fra 10. august 2015 til 16. marts 2016 fandt 122 episoder med vold og trusler om vold sted på Center Lindegården. Det afslører Arbejdstilsynets undersøgelse af det ulykkelige knivdrab, der fandt sted i påsken. 

”Det er rystende, og det bekræfter billedet af, at den er helt gal. Problemet er desværre ikke isoleret til Lindegården, det ved vi fra de ulykkelige episoder fra Saxenhøj, Ringbo og Blåkærsgård, hvor ansatte også mistede livet,” siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA. 

Han kalder på politisk handling og peger blandt andet på, at nedskæringerne i psykiatrien har medført en forråelse på de socialpsykiatriske bosteder, så de i dag rummer flere kriminelle, mere stofmisbrug og mennesker med tungere psykiske sygdomme. 

”En del af beboerne på de her bosteder, burde slet ikke være der. De er simpelthen for syge eller for kriminelle til at kunne rummes på den her type af bosteder. Derfor er politikerne nødt til at handle. Det handler om lovgivning og ressourcer, ” siger Dennis Kristensen. 

Han understreger, at de ansatte på bostedernes sikkerhed ikke kan vente. 

Som en del af løsningen peger han på Københavns Kommunes forslag om oprettelse en ny institution mellem regionerne og kommunerne, hvor de meget tunge borgere kan placeres i stedet for på steder som Lindegården.