Pressemeddelelse

FOA: Situationen i psykiatrien er uværdig og farlig

Hver fjerde af FOAs medlemmer, der er ansat i psykiatrien, har været udsat for vold inden for de seneste 12 måneder. Nedskæringer har ført til ringere behandling af mennesker med psykiske lidelser. ”Det eneste, der er tilbage at spare på, er anstændigheden,” siger FOAs Dennis Kristensen i en kommentar til det åbne brev fra personalegruppe fra Psykiatrisk Hospital i Risskov.

”Personalet peger på et landsdækkende problem. Hvis politikerne vil undgå endnu en tragisk situation, hvor en medarbejder eller en patient mister livet, så er de nødt til at afsætte flere penge til området og stoppe med deres krav om årlige besparelser. Det eneste, der er tilbage at spare på, er anstændigheden, og det er netop det, personalet siger fra over for,” siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.

 

FOA bakker op om den samlede personalegruppe fra Psykiatrisk Hospital i Risskov. I et åbent brev gør medarbejderne opmærksomme på, at de ikke kan stå inde for at yde tilstrækkelig kvalitet i forhold til kerneopgaven, at behandle psykisk syge.

 

Medarbejderne skriver bl.a. om deres dagligdag med et stigende antal selvmord blandt patienterne på grund af lav normering, flere voldsomme overfald og generelt mere syge patienter.

 

Karen Stæhr, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, betegner medarbejdernes opråb som ”et nødkald for hele psykiatrien”:

 

”Virkeligheden er, at der generelt mangler personalemæssige ressourcer, at patienterne udskrives, før de er raske, og at volden stiger. I årevis er der skåret og sparet, og det rammer de ansatte og patienterne hårdt.”

 

To ud af tre af FOAs medlemmer, der er ansat i psykiatrien, har været udsat for trusler inden for de seneste 12 måneder. Og mere end hver fjerde har været udsat for vold.

 

Sammenhængen mellem normeringer og vold er klar. Hvis man som ansat har tilstrækkelig tid til samtaler og samvær med borgere/patienter og pårørende, og hvis normeringerne er tilpas, så oplever FOAs medlemmer sjældnere trusler og vold, end hvis det ikke er tilfældet.

 

Den 3. januar skal Dennis Kristensen og Karen Stæhr mødes med FOAs medlemmer og de tillidsvalgte på Psykiatrisk Hospital i Risskov for at drøfte situationen. FOA mener, at der er behov for en handlingsplan mod vold i hele psykiatrien.