Pressemeddelelse

Kommunerne kører igen med grønthøsteren

2017 byder på færre kommunalt ansatte, og en række kommuner vil bruge færre penge på børn og ældre. Det viser en rundspørge, som Epinion har lavet for FOA.

Godt hver fjerde kommune vil til næste år bruge færre penge pr. barn, og næsten hver fjerde vil bruge færre penge pr. ældre. I alt vil 4 ud af 10 kommuner forringe den borgernære service i 2017 i forhold til 2016. Det vækker bekymring hos FOAs formand, Dennis Kristensen.

 

”Jeg synes, at økonomicheferne sender et meget markant signal om tab af velfærd her halvanden måned før de kommunale budgetter skal vedtages,” siger Dennis Kristensen og fortsætter:

 

”Der er skåret så voldsomt i kommunerne i de senere år, og den tendens skal stoppe nu, hvis vi stadig skal kunne kalde os selv et velfærdssamfund.”

Næsten hver anden kommune peger i undersøgelsen på, at de forventer færre ansatte i det kommende år. Og det vil kunne mærkes, mener Dennis Kristensen.

 

”Hvis den økonomiske ramme er den samme, selvom behovene i kommunerne stiger i takt med det øgede antal ældre og børn, så siger det sig selv, at man må skille sig af med medarbejdere og sænke servicen. Det er præcis det, undersøgelsen sætter fokus på. Alle områder står for skud. Det lader ikke til, at noget er forbigået,” siger Dennis Kristensen.

 

Han opfordrer politikerne til at tage resultaterne af undersøgelsen til efterretning, når de diskuterer, hvem der skal have glæde af skattelettelser.

 

”Diskussionen om skattelettelser har handlet meget om, hvem skattelettelserne skal gå til. Men i min optik er der slet ikke råd til skattelettelser – hverken til den ene eller den anden. Der er i stedet brug for en genopretning af velfærden. Hvis kommunerne skal levere det, som borgerne forventer, skal velfærd og velstand følges ad,” siger Dennis Kristensen.

 

Læs mere: Rundspørge om kommunernes økonomi 2017 (Epinion)