FOA: Au pairer skal have ret til at få børn

Au pairer skal beskyttes mod at blive fyret under graviditet, og have ret til barsel som alle andre kvinder i Danmark. Derfor bør Danmark hurtigst muligt tiltræde den konvention om husarbejderes rettigheder, som den internationale arbejdsorganisation, ILO, vedtog i 2011.

Det er helt uacceptabelt, at vi inviterer kvinder hertil uden at sikre dem og deres børn. Vi kræver endda, at de skal være i den fødedygtige alder, så det er helt paradoksalt, at de ikke må blive gravide,” siger forhandlingschef i FOA, Jakob Oluf Bang.

Kvinder, der bliver gravide, mens de arbejder som au pair i Danmark, mister deres opholdstilladelse, og skal rejse hjem inden for 30 dage. Hvis myndighederne får oplysninger om, at en au pair er gravid, inddrager de opholdstilladelsen. Det sker 5-10 gange om året, men derudover er der et ukendt antal au pairer, som rejser hjem frivilligt, efter de er blevet gravide.

Som Fagbladet FOA har afsløret, er der imidlertid også au pairer, som vælger at blive illegalt i Danmark for at føde.

”Reglerne indebærer et stærkt pres på at skjule eller ikke at gennemføre en eventuel graviditet. Det er et helt urimeligt indgreb i au pairernes privatsfære, at der ikke må knyttes kontakter, der kan medføre ægteskab. Og det er ikke mindst et overgreb på børnenes rettigheder,” siger Jakob Oluf Bang.

FOA har sammen med Kirkernes Integrations Tjeneste skrevet til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen med en række konkrete forslag til at forbedre au pairernes vilkår. Herunder en tiltrædelse af ILO-konventionen om husarbejderes rettigheder, som vil betyde en væsentlig forbedring af retstilstanden for au pairer.

Et af forslagene er at ophæve reglen om, at au pairer hverken må have børn eller være gift.

”Formålet er formodentlig at understøtte tanken om kulturel udveksling, men vi ved fra en aktuel rapport fra SFI, at au pairerne primært kommer til Danmark af økonomiske årsager, og at en del af dem både har mand og børn i hjemlandet, men holder det skjult. Reglerne harmonerer ganske enkelt ikke med praksis, og er desuden udtryk for total mangel på respekt for privatliv og familieliv,” siger Jakob Oluf Bang.

I den svenske au pair ordning er der hverken forbud mod ægteskab eller graviditet. Her er reglen blot, at au pairen ikke må have et barn med ind i landet.

Hvert år kommer cirka 2.000 au pairer til Danmark.