Pressemeddelelse

FOA varsler konflikt mod DK-Pleje A/S

Det private plejefirma DK-Pleje A/S mødes nu med strejke og blokade. Virksomheden opererer i Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Brøndby, Gentofte og Herlev.

Løn- og ansættelsesforhold i det private plejefirma DK-Pleje A/S er udnyttelse af de dygtige ansatte. FOA har forgæves forsøgt at tegne en overenskomst med virksomheden, der har afvist.

 

Derfor har FOA besluttet at varsle konflikt og blokade af DK-Pleje A/S, der leverer personlig pleje og praktisk hjælp til borgere i Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Brøndby, Gentofte og Herlev. Det vil træde i kraft 1. september 2016.

 

”Vi har medlemmer, der arbejder i virksomheden, og vi hverken kan eller vil acceptere, at virksomheden udnytter dem. Ejerne af DK-Pleje A/S har pure afvist at tegne overenskomst med FOA. Derfor træder de arbejdsmarkedsretslige regler nu i kraft, og vi følger dem nøje,” siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.

 

Alene på løndelen viser FOAs beregninger på baggrund af konkrete lønsedler og kontrakter, at virksomheden årligt sparer minimum 31.000 kroner per medarbejder. Det handler bl.a. om manglende pension og meget lave tillæg for at arbejde aften og nat.

 

Se vedhæftede folder for flere detaljer om forholdene i DK-Pleje A/S.

 

Strejke og blokade betyder, at ingen medlemmer af FOA kan arbejde eller søge arbejde hos DK-Pleje A/S. FOA vil samtidig gennem LO bede LO´s medlemsforbund om at varsle sympatikonflikt mod virksomheden. Her kan levering af varer og tjenesteydelser til virksomheden også blive ramt af konflikten.

 

DK-Pleje A/S er et privat hjemmehjælpsfirma, der har vundet udbud og kører fritvalg for de fem kommuner.

 

”Virksomheden tjener penge på den danske velfærd, men nægter sine ansatte pension, tryghed og en anstændig løn. Det er helt ude i hampen. Selvfølgelig skal de følge de løn- og arbejdsvilkår, der gælder på det private arbejdsmarked,” siger Dennis Kristensen.