Pressemeddelelse

Principiel dom: Lettere at få anerkendt arbejdsskade

Flere tusinde danskere kan fremover se frem til at få anerkendt deres arbejdsskade som følge af en ny og principiel dom fra Vestre Landsret.

Det er FOA, der på vegne af en pædagogmedhjælper fra Vejle har vundet sagen over Ankestyrelsen ved Vestre Landsret efter, at FOA først vandt sagen i byretten.

 

Dommen er den første landsrets-afgørelse efter at Højesteret i november 2016 præciserede det såkaldte ulykkesbegreb. Groft sagt har den arbejdsskadede indtil november selv skulle dokumentere, at varige mén stammer fra arbejdsskaden – og fx ikke fra tidligere diskusprolapser, dårlige knæ eller brækkede lemmer. Tusinder af danskere har gennem årene fået afvist deres arbejdsskadesag med henvisning til, at de i forvejen har haft skavanker, der lige så vel kunne være årsag til varige mén.

 

I sagen om pædagogmedhjælperen fra Vejle var det netop en diskusprolaps, der var grundlag for, at Ankestyrelsen ikke mente, at pædagogmedhjælperen var berettiget til erstatning efter sin arbejdsskade. Ankestyrelsen betvivlede ikke, at arbejdsskaden havde fundet sted. Men de varige mén efterfølgende kunne lige så vel stamme fra følgerne af en forudbestående diskusprolaps, anførte Ankestyrelsen.

 

Men landsretten dømte til fordel for pædagogmedhjælperen og FOA.

 

”Det er en afgørelse, som hele fagbevægelsen kan være godt tilfredse med. Det er over årene blevet sværere og sværere at få anerkendt arbejdsskader. Endelig får vi nu en afgørelse, der trækker markant i de skadedes retning. Selvfølgelig har samfundet en forpligtelse til at yde erstatning til de ansatte, der kommer varigt til skade ved udførelsen af deres arbejde – hvad enten de er stærke og robuste eller løber rundt med skavanker i forvejen. I FOA er vi godt tilfredse med udfaldet,” siger forbundsformand Dennis Kristensen.

 

Det vil være umuligt at angive et præcist antal, der nu vil være berettiget til erstatning efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven.

 

”Men vi skønner, at det er tusinder. Vi forventede efter præciseringen sidste år i Højesteret en klart ændret praksis, og det har Landsrettens afgørelse også vist nu. I dag anerkendes kun hver anden anmeldelse om arbejdsskade. Rigtig mange af afvisningerne har netop haft rod i det såkaldte ulykkesbegreb, der med afgørelsen i Vestre Landsret nu har fået en langt mere præcis fortolkning,” siger advokat Heidi Bloch fra FOA.

 

Sagen om pædagogmedhjælperen fra Vejle stammer fra 2010. Udmåling af erstatningen til pædagogmedhjælperen er ikke afgjort.



Kontaktinformation:

Forbundsformand Dennis Kristensen, telefon: 4018 4281

Advokat Heidi Bloch, telefon: 3172 4194