Pressemeddelelse

Nyt samarbejde skal virkeliggøre visionerne bag den nye folkeskole

Syv hovedaktører inden for skolen har etableret et samarbejde, der skal sikre arbejdsro – og handle aktivt for at øge kvaliteten i skoledagen. Samtidig opfordres ministeren i et brev til at understøtte skolens udvikling inden for den eksisterende lovgivning.

"Den nye folkeskole blev sat i verden for at imødegå folkeskolens udfordringer – og her er den mere motiverende og varierede skoledag helt central. Den skal sikre variation og kvalitet, så eleverne får høj faglighed og trivsel. Og det kræver, at skoler og kommuner kan gennemføre deres arbejde, uden at der rejses tvivl om rammerne for folkeskolen."

Sådan lyder meldingen fra KL, Skolelederforeningen, BUPL, Danske Skoleelever, Børne- og Kulturchefforeningen, Skole og Forældre og FOA i et brev til undervisningsminister Merete Riisager.

Brevet markerer starten på et nyt samarbejde mellem de syv parter under navnet ’Samarbejde om en mere motiverende og varieret skoledag’.

Samarbejdet skal arbejde for at virkeliggøre tankerne bag den nye folkeskole og understøtte, at skoler og medarbejdere får mulighed for at arbejde kontinuerligt og systematisk med den motiverende og varierede skoledag – inden for den eksisterende lovgivning. Parterne sender således også et klart signal til ministeren og forligskredsen om, at der ikke er behov for forsøg og ændringer i grundlaget for reformen i en tid, hvor der lokalt arbejdes benhårdt på at realisere den historisk store reform.

De syv parter vil sammen iværksætte en række brede og handlingsorienterede indsatser, der kan understøtte udviklingen af folkeskolen. Samtidig vil parterne anbefale staten at gøre det samme. Indsatserne skal ses i sammenhæng med de øvrige aktiviteter på området, herunder eksempelvis Kvalitetsforum for Folkeskolen, Undervisningsministeriets læringskonsulenter, samarbejdsparternes egne initiativer mv.

"Det er vores store ønske, at vi kan samarbejde med dig om sådanne indsatser og sikre sammenhæng og koordination i forhold til både læringskonsulenternes arbejde og arbejdet med viden og evaluering på området. Vi håber, at du vil være med til i fællesskab at understøtte, at skoler og kommuner bedst muligt kan arbejde med den mere motiverende og varierede skoledag inden for folkeskolens nuværende rammer," skriver parterne til undervisningsministeren i brevet.

Kontakt

Mogens Bech Madsen, telefon: 40 20 51 85

Hent billede i høj opløsning