Ældre hænder
"Der er ikke en pose guld for enden af udliciterings-regnbuen. Hverken i form af kvalitet eller besparelser,” siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.

Ny analyse dræber myte om, at privatisering giver bedre kvalitet

Offentlige og private plejecentre er lige gode om at levere kvalitet til borgerene, viser ny undersøgelse. Dermed tyder intet på, at det giver bedre kvalitet og mere for pengene at overlade plejecentre til private.

Forskerne bag rapporten ”kvalitet på offentlige og private plejecentre i Danmark” har undersøgt, om det har betydning for kvaliteten af ældreplejen, om den foregår på et offentligt eller privat plejehjem.

Den store afsløring er, at privatisering ikke giver bedre kvalitet. Forskerne konstaterer mindre forskelle afhængigt af, hvordan de måler, men ”forskellen er ens”, som forbundsformanden i FOA, Dennis Kristensen, konstaterer.

”Vi får ofte tudet ørene fulde med, hvor fantastisk alting bliver, hvis bare vi privatiserer. Men intet tyder på, at det giver bedre kvalitet og mere for pengene at overgive plejecentre til private,” siger Dennis Kristensen.

Analysen er delrapport i forskningsprojektet ’Dokumentation af effekter ved konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver’.

Forskerne har denne gang undersøgt kvaliteten af offentlige og private plejecentre. I den sidste kategori (de private) indgår henholdsvis selvejende plejecentre med driftsoverenskomst, hvor de ikke må trække profit ud af virksomheden, og en kategori kaldet ’øvrige private’, der kan trække profit ud af virksomheden.

Analysen trækker på to typer data.

Dels selvindrapporterede spørgeskemaer fra 353 plejecentre, hvoraf 85 procent er offentlige og resten er private. Spørgeskemaundersøgelsen rummer en forholdsvis lille andel af private plejecentre, hvilket giver en vis usikkerhed i opgørelsen.

Derudover analyserer forskerne data fra tilsynsrapporter udført af Embedslægen på 907 plejecentre. Der er en tendens til at de offentlige plejecentre får lidt mindre samlet kritik i tilsynsrapporterne. Men forskerne understreger, at denne forskel kun er signifikant, når de udskiller udliciterede plejecentre som selvstændig kategori fra ’øvrige private’.

”Det overordnede billede er, at der er flere ligheder end forskelle mellem offentlige og private plejecentre, når man ser på kvaliteten af plejen. Og forskere har tidligere vist, at der ikke er en økonomisk gevinst af udlicitering på plejeområdet. Der er ikke en pose guld for enden af udliciterings-regnbuen. Hverken i form af kvalitet eller besparelser,” siger Dennis Kristensen.