Pressemeddelelse

FOA: Bundlinjen i økonomiaftalen er mindre velfærd

FOA hilser med tilfredshed, at det er lykkedes KL at få afskaffet det forhadte omprioriteringsbidrag på 2,4 milliarder kroner, som regeringen indførte ved sin tiltrædelse for blandt andet at skaffe økonomi til skattelettelser.

”Jeg er rigtig glad for, at den folkelige modstand mod yderligere nedskæringer på velfærd og service for at sænke skatter og kommunernes massive protest mod denne form for statslig styring med ridepisken af kommunerne nu har presset regeringen til at kaste håndklædet i ringen og helt fjerne omprioriteringsbidraget i 2018,” siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

Han peger dog på, at selvom omprioriteringsbidraget nu forsvinder og kommunalt ansatte begynder at juble, så skal man også læse fortsættelsen:

Erstatningen er en aftale om årlige effektiviseringer på en milliard kroner. Aftalen betyder dermed i bund og grund stadig mindre velfærd, konkluderer FOA.

"En milliard i årlig besparelse giver naturligvis mere velfærd end 2,4 mia. kr. i besparelse. Men der er nu alligevel meget langt til de et år gamle valgløfter fra et meget stort flertal i Folketinget om mere velfærd. Bundlinjen er nu igen, at vi får mindre velfærd i form af en slags mini-omprioriteringsbidrag. Det kunne være gået værre, og KL har barberet toppen af de foreslåede nedskæringer. Men nedskæringer, rationaliseringer og effektiviseringer får danskerne nu alligevel," siger Dennis Kristensen.

FOA opfordrer nu kraftigt kommunerne til at justere de budgetter, der i øjeblikket behandles kommunalpolitisk.

"Tag sparekatalogerne af bordet igen. Der er barske forslag om bl.a. personalereduktioner, der er indarbejdet lige nu i mange kommuners budgetter ved udsigten til omprioriteringsbidraget. En række af disse forslag bør nu droppes," mener Dennis Kristensen.

Nye effektiviseringer i kommunerne skal nu komme fra bl.a. øget konkurrenceudsættelse.

"Det betyder igen nye udliciteringer i kommunerne og mere utryghed for kommunalt ansatte. Kommunerne burde ellers efterhånden have lært en lektie om, at det kan være dyrt at konkurrenceudsætte. Konkurserne i den danske ældrepleje har i dag ramt næsten 10.000 borgere. Og hver eneste konkurs betyder nye og store millionudgifter til kommunerne og skatteyderne," siger Dennis Kristensen.

FOA er tilfreds med, at aftalen har medtaget de meget presserende problemer med vold på bosteder. Men Dennis Kristensen vil se et endeligt udspil, før der følger roser fra FOA.

"Vi har ikke set planerne og økonomien. FOA mener stadig at løsningen indeholder flere hænder på bostederne og flere sengepladser i psykiatrien," siger Dennis Kristensen.

Han konkluderer:

"Selvom aftalen er bedre end forventet, så kan ingen kommunalt ansat sige, at den er rigtig god."