• Læs op
• Udskriv

Kirsten Hansen glemmer aldrig de sorte øjne, den fulde beboer havde, idet han løftede kniven. ”Jeg stikker dig ihjel,” truede han. Kirsten undveg ved at rende i sikkerhed bag kogeøen, hvor hun trykkede på sin alarm. Resten af personalet kom stormende og reddede hende.

Vi er tilbage i marts 2015. En beboer har netop forsøgt at slå pædagog Kirsten Hansen ihjel på det socialpsykiatriske bosted Lindegården. Præcis samme arbejdsplads, hvor social- og sundhedsassistent Vivi Nielsen blev knivdræbt af en anden beboer et år senere.

”Vi vidste alle, at en ville dø på et tidspunkt. Vi snakkede aldrig om, ’hvis’ det sker, men om ’hvornår’, det sker. Det kunne ligeså godt have været mig,” fortæller Kirsten Hansen i dag.

Trusler blev en vane
På Lindegården oplevede den 51-årige mor og bedstemor, hvordan vold og misbrug blandt beboere steg i omfang. Kirsten Hansen er ikke alene om den oplevelse, for det er langt fra kun på Lindegården, at det er tilfældet.

Det dokumenterer en ny undersøgelse blandt ledere af 24 andre bosteder. Hverdagen de seneste fem år er blevet mere brutal med mere misbrug, vold og tunge psykisk syge beboere på et flertal af bostederne.

Læs også: Mere vold og narko plager bosteder

”Trusler blev almindeligt, nærmest en vane. Du tænkte ikke længere over det, sådan var det bare,” siger Kirsten Hansen om de mange trusler på Lindegården.

Fyret halvt år efter
Hun er ikke længere ansat på Lindegården. Efter episoden blev hun sygemeldt. Syv måneder senere modtog hun en fyreseddel på grund af for stort sygefravær.

”De første mange nætter efter overfaldet sov jeg ikke. Jeg så ham hele tiden for mig. Hans blik i øjnene. I dag er det bedre, men jeg oplever stadig søvnløshed. Da jeg fik nyheden om Vivis død, fik jeg et tilbagefald med ekstra hjertebanken og uro i kroppen. Jeg var grædefærdig,” fortæller hun.

Kirsten Hansen føler med sine tidligere kolleger. Hun vælger at fortælle sin historie i medierne i håb om, at det er med til at sætte fokus på de voldsomme ting, der sker på Lindegården, og som betyder, at ansatte sygemelder sig eller siger op på stribe.

”Der er behov for handling. Mine gamle kolleger er frustrerede. De har en følelse af ikke at blive taget alvorligt. Sådan var det også dengang. Personen, der ville slå mig ihjel, blev indlagt, men var udskrevet igen dagen efter. Det er ikke i orden, for det er jo ikke for sjov, når personale beder om af få beboere indlagt. Det er fordi, de er farlige og har brug for behandling, som ikke kan gives på et botilbud som Lindegården,” siger hun.

Ikke samme glade mor
Kirsten Hansen skal ”aldrig” tilbage og arbejde i socialpsykiatrien. I dag arbejder hun i en vuggestue. Det er en kamp, siger hun, men det går gradvist fremad.

”Jeg bekymrer mig mere. Min korttidshukommelse er dårlig. Jeg må acceptere, at jeg er en ny Kirsten, der aldrig bliver den samme glade mor.”