Pressemeddelelse

FOA hilser demenshandlingsplan velkommen

Knapt en halv milliard til demensområdet er et stort skridt i den rigtige retning. Handlingsplanen indeholder mange gode elementer, mener FOA.

Blot to år efter at FOA tog initiativ til at danne Demensalliancen, har regeringen kvitteret med et udkast til en national demenshandlingsplan. Og det vækker glæde hos formanden for FOAs social- og sundhedssektor, Karen Stæhr.

”Jeg har netop kvitteret til ministeren for, at hun har taget imod Demensalliancens arbejde, og jeg kan genkende rigtigt meget af det, vi har anbefalet til ministeren i udkastet til demenshandlingsplanen,” siger Karen Stæhr.

Hun hæfter sig især ved, at planen sætter fokus på kompetenceudvikling af medarbejderne.

”Vi ved, at social- og sundhedspersonalet som udgangspunkt føler sig godt klædt på til at arbejde med borgere, der lider af demens. Men antallet af demente vil i fremtiden stige så voldsomt, at det kræver, at alle hele tiden har de rette kompetencer og er opdateret på den nyeste viden. Og her er kompetenceudvikling af alle faggrupper afgørende,” siger Karen Stæhr.

FOA har også med tilfredshed konstateret, at demenshandlingsplanen sætter fokus på problemerne omkring varigt inhabile patienter og grænselandet mellem magtanvendelse og omsorgssvigt.

”Som reglerne er nu, må man ikke låse døren til et plejehjem med demente borgere. Resultatet er, at alt for mange forsvinder, og der skal bruges mange ressourcer på at sikre, at demente borgere ikke pludselig går fra plejehjemmet, fordi de ikke kan huske, hvorfor de er der. Jeg synes, at det grænser sig til omsorgssvigt, at man ikke må låse døren til plejehjemmet – præcist som vi vil låse døren om natten derhjemme. Derfor glæder det mig, at ministeren nu vil kigge på disse regler,” siger Karen Stæhr.

Men selvom demenshandlingsplanen indeholder særdeles fornuftige elementer, er FOA dog bekymret for, om den sikrer den nødvendige tid til ro og nærvær for det enkelte menneske, som er noget af det mest fundamentale i arbejdet med borgere med demens.

”Det skal nødigt blive sådan, at vi som samfund står med en masse velindrettede demensboliger men ikke har nok ansatte til at tage sig af de borgere, som skal bo i boligerne. Tid, ro og nærvær vil altid være fundamentet i arbejdet med demente. Men det kræver, at der er hænder nok,” siger Karen Stæhr.

Hun peger på, at der i 2025 vil være 80.000 flere ældre over 80 år men samtidig 392 færre offentligt ansatte, hvis regeringens 2025-plan bliver en realitet.