Det er forkert at stoppe sygedagpenge med tilbagevirkende kraft

Det slår Højesteret fast i en dom fra 10.09.15. Dommen betyder, at mange sager om sygedagpenge skal behandles igen. Har du fået stoppet dine sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, kan din sag måske genoptages.

Det har været normal praksis i kommunerne at stoppe udbetalingen af sygedagpenge efter 22 uger (tidligere 52 uger) eller ved udløbet af en forlængelsesmulighed, selvom de ikke havde nået at sende en afgørelse om stop af sygedagpenge. Dette er ikke lovligt.

Når kommunen ikke må stoppe dine sygedagpenge med tilbagevirkende kraft betyder det, at kommunens afgørelse om stop af sygedagpenge først gælder den dag, du modtager et brev om afgørelsen. Kommunen må altså ikke stoppe dine sygedagpenge og derefter sende dig en afgørelse om stop af sygedagpenge, med virkning fra den dag, din sygedagpengeudbetaling ophørte.

Dommens betydning

  1. Ankestyrelsen og kommunerne skal ændre deres behandling af sager om stop af sygedagpenge
  2. Kommunen må først stoppe sygedagpenge, når der er lavet en vurdering om forlængelse af sygedagpenge eller hjælp gennem anden lovgivning  
  3. Borgere har mulighed for at få deres sag om sygedagpenge genoptaget, hvis deres udbetaling er blevet stoppet med tilbagevirkende kraft.
     

Hvad betyder dommen for dig

Du skal kontakte kommunen eller Ankestyrelsen, hvis du har været ude for:

  • At Jobcentret har stoppet dine sygedagpenge, f. eks. ved 22 uger (tidligere 52 uger) eller ved udløb af en forlængelsesperiode, og først senere har givet dig en afgørelse

Eller

  • At Ankestyrelsen har ændret Jobcentrets afgørelse – eller hjemvist sagen – og Jobcentret bagefter har truffet en ny afgørelse med tilbagevirkende kraft

OBS: Kommunen må gerne træffe afgørelse om stop af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, hvis du har raskmeldt dig og modtaget sygedagpenge

Det er vigtigt, at du selv tager kontakt til kommunen eller Ankestyrelsen, hvis du mener, at dine sygedagpenge er blevet stoppet med tilbagevirkende kraft. Det skyldes, at du ikke kan være sikker på, at kommunerne selv finder de sager frem, som er omfattet af denne dom. Ankestyrelsen har meldt ud at de ikke har ressourcer til at finde disse sager, og borgerne derfor selv må henvende sig. Det er derfor vigtigt at du også henvender dig, hvis du er i tvivl.

Ankestyrelsen er ikke kommet med en forældelsesfrist på de sager, der kan genoptages. Derfor opfordrer vi dig til at kontakte kommunen eller Ankestyrelsen om genoptagelse af din sag, også selvom den f. eks. er tre år gammel eller ældre.