FO-dage, SH-dage eller Søgnehelligdage

Hvem har ret til FO-dage og hvordan beregnes de? Få overblik over de overordnede regler for FO-dage.

FO står for ”Frihed i henhold til overenskomst” og kaldes også søgnehelligdagsfrihed. FO-dage gives for at sikre, at de ansatte, der sørger for døgndækning alle ugens dage (inklusiv søgnehelligdage), får lige så meget frihed som ansatte, der kun har dagarbejdstid på almindelige hverdage.

Hvem har ret til FO-dage?

FO-dage gælder for de to døgndækkede områder, altså 

  • kommunalt ansatte, der er omfattet af arbejdstidsregler for ansatte i kommunernes ældre-, sundheds- og handicapområde, kostproduktion m.v. 
  • regionalt ansatte omfattet af FOAs arbejdstidsaftale i regionerne (sygehuse mv.)

 
Det er primært ansatte på social- og sundhedsområdet og på kost- og serviceområdet.

Hvad er søgnehelligdage

Søgnehelligdage er helligdage med ret til frihed: Skærtorsdag, Langfredag, 2. påskedag, Kristi Himmelfartsdag, Store Bededag; 2. pinsedag, Juleaften (fra dagtjenestens start – altså ikke nattevagter indtil da), Juledag, 2. juledag og Nytårsdag. Hvis en helligdag falder på en søndag, udløser den ikke FO-frihed men honorering for søndagsarbejde.

Hvordan beregnes FO-dage

For at sikre, at ansatte, der kan blive vagtsat på søgnehelligdage, får den frihed, de har ret til, skal der ske en nedskrivning i arbejdstiden i den planlægningsperiode, hvor søgnehelligdagen falder. Det gøres ved, at medarbejderens ugentlige timetal divideret med 5 (f.eks. 37/5= 7,4 timer) trækkes fra det antal arbejdstimertimer, der kan planlægges med i den planlægningsperiode, hvor der falder én helligdag på en hverdag – en ”søgnedag”.

Hvad hvis jeg arbejder på en søgnehelligdag?

Man er ikke garanteret frihed på selve søgnehelligdagen. I arbejdsplanen vil der - hvis der falder en søgnehelligdag - være en dags mindre arbejde, enten på selve søgnehelligdagen eller en anden dag, end der normalt er i en tilsvarende periode. Hvis du skal arbejde på en søgnehelligdag, får du helligdagsbetaling for den dag.

Hvilke regler gælder for mig?

Som medlem af FOA kan du gå ind på ”Overenskomst Tjek” og se, hvilke regler, der gælder for dig, under ”Arbejdstid” i din overenskomst. Du kan der finde uddybende forklaringer og små forklarende film om FO-dage m.v.

Gå til Overenskomst Tjek 

Få hjælp af FOA

Du kan søge yderligere råd og vejledning hos din tillidsrepræsentant eller i din afdeling:

Find din lokale afdeling

 

Redningskrans   

Søg i Faglig Førstehjælp