Pressemeddelelse

FOA udvider konflikt mod DK Pleje A/S

I bestræbelserne for at opnå en overenskomst for de ansatte i plejefirmaet DK Pleje A/S varsler FOA nu sympatikonflikt mod kommunerne. Sympatikonflikten træder i kraft 1. september 2016, hvis der ikke inden da indgås en overenskomst mellem firmaet og FOA.

DK Pleje har blankt afvist at drøfte indgåelse af en overenskomst med FOA. FOA har derfor helt efter spillereglerne varslet strejke fra 1. september.

”Når virksomheden ikke vil sikre ordnede forhold for sine ansatte, så er vi nødt til at lægge arm med hinanden. Det er så at sige den danske model i praksis.”, siger Dennis Kristensen, Formand for FOA, der imidlertid ærgrer sig over, at det ikke er lykkedes at komme i dialog med virksomhedens ledelse.

”Nu udvider vi så konflikten til også at omfatte alt arbejde, som FOA-medlemmer ansat i kommunerne udfører, og som hidhører fra, eller er bestemt for virksomheden, som det hedder i den arbejdsretlige jargon. Samtidig vil LO koordinere varsler om sympatikonflikt fra andre LO-forbund, hvis medlemmer på tilsvarende vis udfører arbejde, som hidhører fra, eller er bestemt for virksomheden. Det kan være levering af varer og tjenesteydelser eller reparation af biler osv.”

DK Pleje A/S leverer visiteret ældrepleje i Gladsaxe, Gentofte, Herlev og Lyngby-Taarbæk kommuner. Herudover har firmaet fornylig efter dårlig presseomtale trukket sig fra Høje-Taastrup kommune, og er netop blevet opsagt af Brøndby kommune.

”Jeg har forstået, at DK Pleje A/S flirter med Kristelig Fagforening, fordi de vil have en billigere overenskomst. Det forekommer mig at være lidt besynderligt. En billigere overenskomst betyder ringere løn- og ansættelsesvilkår for de ansatte, men firmaet er kontraktligt forpligtet i eksempelvis Lyngby-Taarbæk kommune med tilbagevirkende kraft til 1. maj 2016 at skabe løn- og ansættelsesvilkår på niveau med en anerkendt landsdækkende overenskomst på området.”

”I praksis giver det ikke mulighed for at lave en discount-overenskomst med Kristelig Fagforening, fordi der alene findes anerkendte landsdækkende overenskomster indgået af FOA med private firmaer, arbejdsgiverforeninger og kommuner,” siger Dennis Kristensen.

FOA kan naturligvis ikke acceptere en overenskomst, som fører til unfair konkurrence mellem DK Pleje A/S og de overenskomstdækkede private plejefirmaer og kommuner.