FuldTidJaTak

- FOA Ungdom på Kongres 2016

FOAs unge stille skarpt på en af virkelighedens helt store udfordringer, når de under sloganet FuldTidJaTak stiller krav om stillinger, som man kan leve af.

Hvad hjælper det med krav og aftaler om uddannelse, hvis de stillinger, man ønsker folk uddannet til, reduceres uhæmmet i timetal, så ingen kan oppebære en løn, der er til at leve af?

Det bliver desværre mere og mere almindeligt, at folk må have mere end ét job for at opnå en anstændig indtægt. Ikke mindst på SFO-området er stillingerne ofte så små, at under 20 timers ugentlig beskæftigelse er helt almindeligt for de ansatte.
Det gør FOAs unge op med, og opfordrer kongresdeltagerne og hele FOA til at gøre det samme.

Et af de redskaber, vi har til at hjælpe pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter til flere timer, er Aftale om deltidsansattes adgang til et højere timetal. Den finder du på følgende link: Aftale om deltidsansattes adgang til et højere timetal

Aftalen siger klart i § 4, stk. 3, at ledige permanente timer på tjenestestedet skal udbydes til allerede deltidsansatte indenfor den pågældende overenskomstgruppe, før end der kan ske udbud af de ledige timer eksternt eller til andre udenfor den overenskomst, som de ledige timer er fastlagt til.

Selvom aftalen ikke forpligter arbejdsgiveren til at genbesætte timer, som er opstået ved stillingsledighed, kan det måske alligevel være, at du står i en situation, hvor aftalen med fordel kan bruges? Så henvend dig til din tillidsrepræsentant eller PMF Fyn.