Kompetencer og faglighed for pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter

Elementer til beskrivelse af forventninger til faglighed som pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter bidrager med på baggrund af deres kompetencer.

OBS: Vi vil henvise til pjecen ”pædagogmedhjælperens rolle og opgaver” der beskriver hvilke opgaver eller funktioner vi forventer pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter udfører.

Personlig faglighed

En pædagogmedhjælper eller en pædagogisk assistent er en individuel person, og alle har sin sammensætning af erfaring, viden, evner og ikke mindst sin egen personlighed. Det er kombinationen af disse ting – med flere – der beskriver den enkelte.

FAGLIGHED betyder med få ord, at man bruger sine kompetencer til at udføre et godt arbejde i det fag man er ansat i. På en daginstitution, fritidshjem/SFO eller i skolen arbejder man ikke alene, og derfor kommer fagligheden til udtryk i fællesskabet med kollegaerne.

Pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter har typisk valgt jobbet på grund af fagets indhold:

  • glæde ved at arbejde med børn, og at børnene har det godt
  • glæden ved børnenes udvikling, og den respons børnene giver
  • glæden ved fællesskabet med kolleger, og følelsen af man sammen gør et godt og meningsfuldt arbejde.

Vi tror i øvrigt på, at god ledelse gør brug af de personlige og faglige kompetencer, som den enkelte har, når opgaver og ansvar fordeles. Samt at der tages hensyn til den enkeltes udvikling i forlængelse af årlige udviklingssamtaler.

Overordnet forventes det, at enhver ansat arbejder loyalt efter de målsætninger og politiker, der er gældende for den enkelte arbejdsplads.

Generelt

Læring gennem inddragelse i dagligdagen

Der foregår meget læring gennem inddragelse i det daglige arbejde og deltagelse i møder relateret til arbejdet. Omfang og hastighed af læringen er dels individuel, dels meget afhængig af kolleger og ledelse. Interesse, inddragelse, engagement, opfølgning er vigtigt begreber i denne sammenhæng.

Betydningen af kurser

Kurser er en vigtig brik i udviklingen af kompetencer. Grundlæggende kurser vil give et generelt løft i viden og kompetencer, samtidig med at det øger tempoet i den videre læring i det daglige. Fagspecifikke kurser giver en mere målrettet viden på netop det emne kurset retter sig imod, men har også en generel positiv virkning på udvikling og tillæring. Kurser er vigtige for at fasthold en god udvikling af kompetencerne.

Personlige kompetencer ud over det der er beskrevet ovenfor:

Livserfaring: Vi lærer hele livet, også i det liv vi har udenfor arbejdstiden. Noget af denne læring eller erfaring er også nyttig i arbejdet på en daginstitution. Bidrage med fornyelse: Hvis man som nyansat kommer med erfaring fra tilsvarende arbejde, vil man typisk have erfaring med, at nogle ting kan gøres på en anden måde, eller ideer til spændende projekter. Kreativitet, f.eks. på særlige fagområder, sportstræner, ..: Mange har nogle særlige evner eller erfaring med sig. Det kan være alt fra at være god til at tegne, altid kan komme med nye ideer til aktiviteter, eller have erfaring som ungdomstræner i en sportsklub. Andet konkret: Ydre rammer har også betydning, f.eks. i forhold til overskud og energi i forhold til arbejdet.

Forventninger til udvikling af kompetencer og ansvar

Vi ser gerne, at alle pædagogmedhjælpere får plads til at udfolde deres kompetencer, og løbende får sparring i det daglige arbejde. Vi ser også gerne, at det er en generel holdning, at det er tid at snakke kurser efter et halvt års erfaring, snakke assistentuddannelsen efter 2 års erfaring og muligheden for pædagog-merit uddannelsen efter 5 års erfaring.

 

Disse beskrivelser er udarbejdet på baggrund af drøftelser i bestyrelsen i FOA/PMF Kbh. Syd.

Kildematerialer, vi har brugt er:

  • Funktions- og ansvarsbeskrivelser for pædagogmedhjælpere i Rødovre Kommunes daginstitutioner. Udarbejdet af Rødovre Kommune 1998
  • ”Realkompetencer i pædagogiske arbejde” oktober 2006, Videncenter for ungdomspædagogik og Ungdomsdidaktik, CVU-Storkøbenhavn. AF 2006.
  • ”Analyse til afdækning af kompetencekrav og –udbud for ikke-faglærte i Storkøbenhavn og Frederiksborg Amt” 2006, Rambøll. AF 2006.
  • Pjecen om de pædagogiske assistenters kompetencer. Udarbejdet i samarbejde mellem FOA Silkeborg-Skanderborg, Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg, Silkeborg Kommune og Skanderborg Kommune.