SOSO-tillidsrepræsenant Hanne Staal
- Jeg er selvfølgelig glad for, at Forende Care har opgivet at fyre mig. Firmaet var virkelig på gale veje her, mener Hanne Staal.
Foto: Niels Åge Skovbo

Pressemeddelelse: Privat plejehjem opgiver at fyre kritisk tillidsrepræsentant

Firmaet Forende Care har opgivet at fyre SoSu-tillidsrepræsentant Hanne Staal. Firmaet ville fyre hende, efter Hanne Staal klagede til Embedslægen, fordi hun og hendes kollegaer oplevede, at plejen i Plejeboligerne Bøgeskovhus i Århus var uacceptabel.

Forenede Care har drevet plejeboligerne siden 1. september 2014, efter Århus Kommune besluttede at udlicitere Bøgeskovhus.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at Forende Care har opgivet at fyre mig. Firmaet var virkelig på gale veje her, mener Hanne Staal.

Forende Care har imidlertid besluttet at give Hanne Staal en advarsel, og det mener hun er helt urimeligt.

- Da jeg klagede, gjorde jeg blot min pligt som SoSu-assistent, tillidsrepræsentant og ansat på et plejehjem, der bliver drevet for skattepenge, siger Hanne Staal og understreger, at hun havde rejst kritikken overfor ledelsen flere gange, inden hun klagede til Embedslægen.

I FOA Århus er formand Inge Jensen Pedersen også tilfreds med, at Forende Care har opgivet fyringssagen. Men fagforeningen vil ikke acceptere, at Hanne Staal skal have en advarsel.

- Den sag kommer til at køre videre i det fagretslige system, fastslår hun.

Inge Jensen Pedersen mener også, at der er brug for en afklaring af, hvilken ytringsfrihed privat ansatte har, når de udfører en opgave, som en offentlig myndighed har udliciteret.

- Vi må have en lovgivning, der sikrer, at privatansatte har den samme ytringsfrihed som offentligt ansatte, når de privat ansatte udfører opgaver for en offentlig myndighed. Alt andet vil være urimeligt overfor skatteborgerne og overfor ældre, børn og andre svage borgere, der kan have svært ved at klage selv, siger hun.

Det er justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed, der præciserer, hvordan offentligt ansatte kan ytre sig om deres arbejde.

Yderligere oplysninger og kommentarer:
Tillidsrepræsentant Hanne Staal 2295 9100
FOA Århus formand Inge Jensen Pedersen 4028 7178