Offentligt møde: Bevar KVINFO

Kvindepolitisk Forum holder mandag d. 19. juni et møde, der handler om at bevare KVINFO, som et samlet videnscenter om ligestilling.

Det vil skade KVINFOs arbejde for ligestilling i Danmark, hvis centeret mister sit bibliotek, mener KVINFOs bestyrelse. KVINFO er Danmarks videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed, og regeringen vil fjerne centrets biblioteksfunktion og lægge den ind under Det Kgl. Bibliotek.

I en udtalelse protesterer centerets bestyrelse mod beslutningen, og de skriver blandt andet:

”Både materialer og medarbejdere i biblioteket og den viden, de forvalter, er uløseligt forbundet med den anden opgave, som KVINFO løser for Kulturministeriets bevilling, nemlig opgaven at være nationalt videnscenter for ligestilling. Man kan ikke fjerne biblioteksfunktionen uden at svække funktionen som videnscenter for ligestilling, og dermed KVINFOs arbejde for ligestilling i Danmark.

Med Kulturministeriet som fødselshjælper er KVINFO sat i verden med det overordnede formål at arbejde for et mere ligestillet samfund. Hvordan vi samlet set løser den opgave bedst muligt må være det fælles mål, og derfor mener vi, at KVINFOs bibliotek bør blive hos KVINFO.”

Kvindepolitisk Forum holder mandag d. 19. juni 2017 fra kl. 19 til 21.30 et møde, hvor seniorkonsulent Jytte Larsen fortæller om KVINFO og kampen for at bevare centeret samlet. Mødet bliver holdt på DOKK1, Rampen i Århus.

FOA Århus støtter arrangementer i Kvindepolitisk Forum.

Du kan læse hele udtalelsen fra KVINFOs bestyrelse her.

Du kan hente en plakat, der opreklamerer mødet i Kvindepolitisk Forum her.