Pressemeddelelse
Dyrere børnepasning
Prisen på at få passet børn stiger væsentligt mere end de generelle prisstigninger. Specielt vuggestuepladser bliver væsentligt dyrere. Kommunernes undskyldning er madordninger, men næsten alle vuggestuebørn får mad i forvejen.
Selvom næsten alle børn i vuggestuer får mad i forvejen, bruger kommuner de nye regler om mad i daginstitutionerne til at hæve prisen.
"Det er ikke rimeligt, at forældre der hele tiden har betalt for maden i deres barns vuggestue, nu opkræves yderligere forældrebetaling for at finansiere indførelsen af madordninger i børnehaverne." siger Jakob Sølvhøj, som er formand for Pædagogisk Sektor i FOA.
Store prisstigninger
Prisen på en vuggestueplads stiger 8,8 procent fra 2009 til 2010. En plads i en børnehave med madordning stiger i gennemsnit 28 procent. En stor del af denne stigning skyldes indførelsen af madordning, fordi kommunerne i den forbindelse har fået lov til at hæve loftet for forældrebetalingen fra 25 til 30 procent.
"Det er godt, at der nu indføres et sundt frokostmåltid til alle børn i daginstitutioner, men måden ordningen finansieres på er helt skæv", siger Jakob Sølvhøj og fortsætter: "Vores undersøgelse viser, at nogle kommuner ligefrem tjener på madordningerne, og så endda samtidig gennemfører besparelser på institutionernes budgetter.”
Frisk mad
Til gengæld tyder undersøgelsen på, at det meste af den mad børnene får i dagsinstitutionerne er frisk.
”Det er indtil videre relativt få kommunerne, der vælger mad udefra. De institutioner, der får mad udefra, gør det oftest fordi, de ikke har de fysiske rammer, der skal til for selv at lave maden,” siger Jakob Sølvhøj.
Du kan læse mere og se prisen for de enkelte kommuner på foa.dk