Pressemeddelelse

Mørke skyer over overenskomstforhandlinger

Det vil ramme de offentligt ansatte hårdt, at den særlige reguleringsordning nu forventes at sætte ny bundrekord, mener FOA. Anledningen er de historisk lave lønstigninger i den private sektor.

De endelige tal kommer først om to måneder, men en ny prognose fra forhandlingsfællesskabet KTO fortæller nu, at de offentligt ansatte skal reguleres med minus 1,4 procent, hvis de skal følge udviklingen på det private arbejdsmarked som foreskrevet af reguleringsordningen. I praksis bliver lønnen dog ikke sat ned, da overenskomstparterne er enige om, at man "skylder" til næste gang.
 
"Skyerne over de offentlige overenskomstforhandlinger bliver mørkere og mørkere. Situationen kommer til at ramme os meget hårdt, og det er i dag næsten umuligt at forestille sig, hvordan vi kan komme gennem overenskomstforhandlingerne til næste år," siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.
 
Han anser det for meget afgørende, at regeringen ikke vælger at spænde ben i en situation, hvor det i forvejen ser mere end svært ud.
 
"Regeringen bør holde sig i ro i den kommende tid. Det vil spænde ben for forhandlingerne, hvis regeringen ved de årlige økonomiforhandlinger med kommunerne i juni bare insisterer på at modregne de manglende lønforhøjelser i kommuner og regioner. Det vil sætte kommunerne under maksimalt økonomisk pres - og det vil hindre mulighederne for at løse op for en situation," siger Dennis Kristensen.
 
Han peger på, at Christiansborg-politikerne også ved overenskomstforhandlingerne i 2008 gjorde det vanskeligere end nødvendigt.
 
"Ved den lejlighed havde et politisk flertal udtalt sig for at tilføre de offentlige overenskomstforhandlinger et ekstra milliardbeløb. Der blev nævnt tal på fem milliarder, men det blev aldrig til noget. Men det affødte naturligvis mange forventninger. Hvad vi nu indtrængende beder om er, at regeringen holder sig i ro," siger Dennis Kristensen.