Log ind her:Log ind

Pressemeddelelse

FOA: Trusler fra konservative er meget bekymrende

søndag den 13.04.2008

Det er stærkt bekymrende udtalelser om konflikten, vi ser fra den konservative finanspolitiske ordfører Lars Barfoed, mener FOA.

Lars Barfoed sagde lørdag til TV2, at regeringen ikke vil finde sig i, at der opstår livstruende situationer under konflikten og derfor følger man nøje arbejdet med nødberedskabet for om muligt at gribe ind i konflikten politisk.

"Det er en slet skjult trussel fra de konservative. Barfoeds udtalelser efterlader desværre et indtryk af, at beslutningen om et politisk indgreb i konflikten stort set allerede er taget," mener forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

"Der er flere døgn, til konflikten går i gang. Hver eneste kommune og hver eneste region har udarbejdet et nødberedskab, der netop har til formål, at der ikke opstår en eneste livstruende situation. Fra faglig side har vi været imødekommende over for en lang stribe ønsker fra arbejdsgiverne for netop at undgå, at borgerne ender i situationer, som kan true liv eller førlighed. Nødberedskabet er for eksempel flere steder identisk med bemandingen i weekenderne."

"Det er en udtryk for en dyb konservativ mistillid til disse aftaler, som Lars Barfoed nu giver udtryk for. Det er Lars Barfoeds partifælle, den konservative Frederiksberg-borgmester Mads Lebech, der som kommunal chefforhandler er hovedansvarlig for disse aftaler om nødberedskabet. Hvis dette meget store arbejde med at udarbejde nødberedskabet blot er et skuespil og et skalkeskjul for et hurtigt regeringsindgreb, så tegner der sig et klart billede af, hvorfor arbejdsgiversiden stod så stejlt i konflikten. Hensigten har så åbenbart været, at hvis man ikke kan komme igennem ved forhandlingsbordet, så kan vennerne i regeringen blot hurtigt træde til og hjælpe," mener Dennis Kristensen.

Alle kommuner og alle regioner har i dag færdigforhandlede aftaler om nødberedskab.

Senest redigeret den 25.09.2009 af Mette Wiederholt Pedersen

Flere kommentarer

Forbundsformand Dennis Kristensen

Forbundsformand Dennis Kristensen, telefon: 40184281