Log ind her:Log ind

Pressemeddelelse

En garanti for livsvigtigt arbejde

onsdag den 16.04.2008

Den konflikt, der er trådt i kraft i dag, berører tusinder af danskere i hverdagen. FOA ønsker at gøre sit til, at der skabes størst mulig tryghed for brugerne af de offentlige institutioner.

For FOA har det været helt afgørende, at konflikten blev tilrettelagt således, at ingen kommer i klemme, når det handler om liv eller førlighed.

"Derfor er der også indgået aftaler om nødberedskab på alle de områder, hvor det er nødvendigt," siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

Han er parat til at love en garanti fra FOA om, at der altid vil være FOA-organiseret arbejdskraft til rådighed for nødberedskabet.

"Vi kan ikke garantere, at konflikten ikke rammer folk. Men vi kan garantere, at vi i hver eneste kommune og hver eneste region er parat til at stille med det nødberedskab, som myndighederne forlanger, så der ikke opstår livstruende situatationer eller hændelser, hvor det går ud over borgernes førlighed," siger Dennis Kristensen.

"Det er myndighederne - altså vores arbejdsgivere i kommunerne og regionerne - der står bag den sundhedsfaglige vurdering af, hvad der er behov for. Vi har ikke mulighed for at antaste denne vurdering. Så for at skabe mest mulig tryghed for patienter, klienter, borgere og brugere, så kan jeg kun love, at vi i hvert eneste tilfælde vil følge denne sundhedsfaglige vurdering. Den garanti er vi parate til at udstede her på konfliktens første dag. Der vil altid fra vores side blive stillet det efterspurgte personale til rådighed," siger Dennis Kristensen.

Alle berørte kommuner og regioner har i dag aftaler om nødberedskab. I flere tilfælde er nødberedskabet identisk med normal bemanding, fordi den sundhedsfaglige vurdering specifikt har været, at der har været brug for alle ansatte for ikke at risikere livstruende situationer eller hændelser, hvor førlighed eller helbred sættes på spil.  

Senest redigeret den 25.09.2009 af Mette Wiederholt Pedersen

Flere kommentarer

Forbundsformand Dennis Kristensen

Forbundsformand Dennis Kristensen, telefon: 40184281