En række lokale FOA a-kasser styrker nu indsatsen for at hjælpe ledige med at finde job.
Foto: Colourbox

FOAs a-kasser hjælper ledige i job

Flere af FOAs lokale a-kasser styrker nu jobformidlingen til ledige. I Odense er der jobmesse 30. januar, hvor arbejdsgivere med job og ledige uden kan finde hinanden.

Der er fornyet håb for ledige og især udfaldstruede medlemmer af FOA.

En række af FOAs a-kasser har nye tiltag på vej for at hjælpe ledige medlemmer i job.

Den 30. januar arrangerer FOA Odenses a-kasse i samarbejde med kommunen, erhvervsliv og andre aktører på Fyn en stor jobmesse, som også primært er rettet mod de såkaldt udfaldstruede. Dem er der pt. 89 af i Odense.

Find job på messe

Der vil være 50 stande på messen og 40 arbejdsgivere, som vil fortælle om, hvilke jobmuligheder der er hos dem.

”Det er lige fra Netto til Norge, som kommer til jobmessen, og vi regner med, at de har job med at tilbyde”, siger FOA Odenses leder af a-kassen Lone Nielsen til foa.dk

Også en del vikarbureauer og virksomheder som Shell og Maersk Training vil være til stede på messen.

Endvidere meddelte Odense kommune torsdag, at de slår 100 vikariater op af hver et års varighed, så ledige der står til at falde ud af dagpenge systemet i 2013 kan generhverve retten til dagpenge.

Ledige hjælper ledige

FOA Odenses a-kasse er derudover i gang med at danne et netværk for ledige med titlen: ”Ledige hjælper ledige”.

”Vi ved, at det kniber med at holde sig i gang, når man har været jobsøgende et stykke tid. Det kan de ledige hjælpe hinanden med. Vi har for eksempel fundet 30 ledige, som vi uddanner til jobambassadører, og de skal i første omgang guide de andre rundt på messen,” siger Lone Nielsen.

Og der er flere af FOAs a-kasser, som nu vil gøre mere for at finde job til ledige FOA-medlemmer.

I FOA Aarhus a-Kasse har man ansat en medarbejder med jobformidling som kerneområde. I FOA Esbjergs a-kasse har man besluttet at anvende Medarbejdermatch på FagJob som redskab til jobformidling, og i FOA Vejles a-kasse er man direkte involveret i to store rotationsprojekter for sosu’er og pædagogmedhjælpere i samarbejde med kommunen.

”Vi kan hjælpe 43 ledige sosu’er og 25 pædagogmedhjælpere i arbejde gennem rotationsordningerne,” siger FOA Vejles a-kasse leder Berit Rathleff til foa.dk

Skriv en kommentar på Facebook