Stormøde: Vi vil ikke have dårligere velfærd

I dag mødtes 3.500 tillidsrepræsentanter fra 11 fagforeninger for offentligt ansatte i Danmark til stormøde om nedskæringer i det offentlige. Og de vil stå sammen mod flere besparelser.

På FOAs opfordring samledes tillidsrepræsentanter fra 11 af Danmarks store fagforeninger for offentligt ansatte til stormøde i dag.

Her var konsekvenserne af regeringens nedskæringer på programmet. FOA og de andre deltagende fagforbund og deres medlemmer er nemlig bekymrede for velfærden, og derfor mødtes de i dag for at finde en anden løsning end besparelser.

”Hvis vi skærer dybere ned i det offentlige, så rammer det de svageste. Det er jeg imod, og derfor er jeg kommet i dag,” siger Margit Petersen til foa.dk. Hun er social- og sundhedsassistent og formand for social- og sundhedssektoren i FOA Lillebælt.

”Jeg synes, at vi i stedet skal have skatten op og styrke den offentlige sektor, ellers bliver de svageste tabt,” siger hun.

Masser af kampgejst
3.500 tillidsrepræsentanter fra de forskellige fagforeninger var mødt op i Fredericia Messecenter, hvor stormødet blev holdt.

Og de fyldte godt op. Der kom så mange mennesker, at flere måtte stå op eller sidde på gulvet, fordi de ellers mange opstillede stole hurtigt blev optaget.

Men det ødelagde ikke stemningen. Der blev klappet og hujet efter hver tale, eller når der kom ekstra gode guldkorn fra talerstolen. Og når der blev manet til kamp mod velfærdsforringelser, så blev der klappet endnu mere og flere gange rejste hele salen sig.

Desuden bar mødets deltagere farvestrålende t-shirts med slogans som ”vi er alle en del af løsningen” og ”vi vælger velfærden”, og FOAs velkendte røde hænder prægede folkemængden i messecenteret.

FOA-hånd på stormøde: vi vælger velfærden

Et møde klædt i gult
Salen var draperet med gule bannere med et hvidt Danmarkskort med stormødets slogan ”Hold sammen på Danmark”. Det var også med det budskab, at formanden for HK Kommunal, Bodil Otto, bød stormødets mange deltagere velkommen: 

”Vi må ikke lade os splitte og kæmpe mod hinanden om de lunser, der tilbage efter besparelserne. Vi skal stå mere sammen end nogensinde før.” Disse ord om sammenhold fik salen til at bryde ud i rungende klapsalver.

”Vi skal stå sammen”
For tillidsrepræsentant og social- og sundhedshjælpervikar i Fredericia Kommune Tina Horne og Margit Hansen, tillidsrepræsentant og aften- og nattevagt også i Fredericia Kommune, er det netop den pointe, der er den vigtigste, som de kan tage med sig fra mødet i dag.

”Det er godt, at vi finder et fælles fodslag. Vi står jo alle sammen med samme problematik, og nedskæringerne rammer os alle,” siger Tina Horne til foa.dk.

Og Margit Hansen supplerer:

”Vi skal stå sammen og danne en fælles front. Det er sådan, vi synliggør os og de problemer vi står med i hverdagen.”