Log ind her:Log ind

Sosu-hjælper: Strejken gav sammenhold

torsdag den 15.05.2008

”Det har været helt fantastisk. Sammenholdet var ubeskriveligt. Vi har gået i vores egen lille verden og passet os selv og vores job, og pludselig gik vi og klappede hinanden på ryggen og sagde, godt gjort! Der var en kampgejst og et sammenhold, som jeg ikke har set før!” 

Fik kuldegysninger
Sara Boeriis, som er social- og sundhedshjælper i Randers, er endnu ikke kommet sig efter strejken, hvor hun fra første dag bogstavelig talt meldte sig under fanerne til både demonstrationer og happenings. Hun mener, at strejken har givet FOA-medlemmerne en vitamin-indsprøjtning, hvor hovedingrediensen er et sammenhold, som vil have effekt langt ind i fremtiden.

"Min største oplevelse var da 600 FOA-medlemmer gik gennem byen. Jeg gik forrest med fanen, og da vi nåede frem og jeg ikke kunne se halen på optoget, fik jeg kuldegysninger på armene. Det var en fed oplevelse!"

Strejken virker trods hverdag
I dag er sosu-hjælperen tilbage hos sine kollegaer i ældrecenteret i Langå, men selvom hverdagen så småt er ved at indfinde sig, er hun overbevist om, at konflikten allerede har haft en virkning, som rækker langt ind i hverdagen på både plejehjem og alle de andre arbejdspladser, hvor FOA-medlemmer har været i konflikt. 

Det dur bare ikke
”Vi har lært, at vi kan kæmpe andre små kampe, fordi vi kan finde ud af at stå sammen. Jeg tror ikke længere, vi finder os i så meget. Jeg kan mærke det på mig selv. Jeg tror, vi er blevet mere modige og hurtigere til at gå til ledelsen og sige, det der, det dur bare ikke”, siger Sara Boeriis.

Senest redigeret den 21.10.2009

Kampgejst i Randers

"Jeg fik kuldegysninger", siger Sara Boeriis om demonstrationen i Randers, som gav et sammenhold der virker endnu.