Nogle portører transporterer patienter til og fra behandling mellem sygehusets forskellige afdelinger, og træder til når patienterne skal genoptrænes og hjælpes i forbindelse med undersøgelser, operationer, badning eller toiletbesøg. De sørger for forsyninger og transporterer varer, hjælpemidler mellem afdelingerne og vedligeholder teknisk udstyr.
Andre portørerne passer de tekniske anlæg, kedler og forbrændingsovne. De håndterer hospitalsaffald og sørger for at rengøre madrasser, sengetøj og hospitalsinstrumenter. Portørernes job kan også bestå i at passer haver og andre udendørs arealer.
Jobbet som portør kræver lyst til og forståelse for at arbejde med mennesker. En del af arbejdet er at kunne tale med folk og vise de indlagtes pårørende rundt på hospitalet.
Hvis du vil uddannes som portør, skal du først ansættes som portøraspirant på et hospital. Du kan søge ledige stillinger, der annonceres i aviser og på nettet. Din uddannelse begynder, når du er ansat. Du skal være over 18 år for at blive portøraspirant.
Portøruddannelsen varer 8 måneder. Uddannelsen veksler mellem praktik på det hospital, hvor du er ansat og med skoleophold ind i mellem.
Som færdiguddannet portør skal du inden for de første 4 måneders ansættelse tage 4 ugers kursus.
Mere om uddannelsen
Du kan henvende dig til enten et hospital eller på de to social- og sundhedsskoler, hvor portøraspiranterne får deres teoriundervisning.
Når du er blevet ansat, bliver der indgået en uddannelsesaftale.
Din lokale FOA afdeling kan også hjælper dig.
af Mette Wiederholt Pedersen