Tidligere FOA-brandfolk går over til 3F-forening

På en generalforsamling i dag har den tidligere FOA-organisation Brandfolkenes Organisation (BO) besluttet at gå efter en optagelse i Chaufførernes Fagforening (CF).

I november i år tilbød CF, at de kommunale brand- og ambulancefolk kunne blive en del af dem, efter de havde meldt sig ud af FOA.

”Medlemmerne har i dag sagt, at de gerne vil meldes ind i Chaufførernes Fagforening. Nu vil vi optage forhandling med CF, og så må vi se om vi kan blive enige,” siger Jesper Bronée, der er formand for Brandfolkenes Organisation.

Brud på LO-regler
Men FOA er ikke glad for, at CF og BO er gået sammen. CF er nemlig en del af fagforbundet 3F, der ligesom FOA er medlem af LO. Og efter LOs regler må et LO-forbund ikke optage medlemmer, der arbejder på et andet LO-forbunds overenskomst.

Overenskomsten for kommunale brand- og ambulancefolk er indgået mellem FOA & KL. Det er den overenskomst, der omfatter både de der er organiseret i FOA og BOs medlemmer.

BOs medlemmer arbejder på den samme overenskomst, som FOA har med KL.

FOA har derfor genåbnet en tidligere startet grænsesag mod 3F. Hvis FOA vinder sagen, vil CF formentlig blive dømt til at skulle betale kontingentindtægterne fra de kommunale brand- og ambulancefolk til FOA som straf.

Tror ikke på grænsesag
Men Jesper Bronée har svært ved at se, at grænsesagen bliver til noget. Han mener, at når Brandfolkenes Organisation og FOA ikke kan blive enige, og derved ikke have et produktivt samarbejde, så burde det være i orden at skifte fagforening. 

”Vi snakker om det frie fagforeningsvalg her. Det er jo kun medlemskabet, vi har flyttet. Det bliver interessant at se, hvad der sker, hvis FOA rejser sagen,” siger han. 

Forhandlingerne mellem BO og CF forventes færdige om en måned.