Sygehjælper Torben Tetzschner
”For mig er det oplagt, at det er fagforeningen, der formidler job,” siger Torben Tetzschner, der har prøvet det.
Foto: Flemming Jeppesen

Torben fik et ønskejob

Den lokale FOA-afdeling skaffede Torben Tetzschner fast arbejde.

Da sygehjælper Torben Tetzschner blev fritstillet fra sit arbejde i 2011, var han overbevist om, at han snart ville finde et nyt. Sådan gik det ikke. Og hyppige besøg på det lokale jobcenter tog for alvor livet af optimismen.

”Aarhus Kommune lavede ansættelsesstop for sygehjælpere, så der var nærmest ikke nogen stillinger at søge. Jeg blev tilknyttet vikarbureauer, og arbejdet her holdt mig oppe. Uden det var jeg havnet i et hul,” siger han til Fagbladet FOA.

Torben Tetzschner er ikke imponeret over jobcentrets indsats.

”På jobcentrene er man bare et nummer, der skal ind til samtale. Man får hele tiden en ny sagsbehandler, der ikke har sat sig ind i, hvem man er, og hvad man kan. For mig var møderne på jobcentret spild af tid.”

Trussel om aktivering
Efter ni måneder på jobcentret fik Torben Tetzschner tilbudt en anden jobaktør, og han følte sig lidt bedre hjulpet.

”De hjalp med kurser og coaching, men jeg følte, at jeg gik med en konstant trussel om aktivering, og det ville jeg for alt i verden undgå.”

I perioder arbejdede Torben Tetzchner 40-50 timer om ugen i vikarbureauerne, og han sendte mange uopfordrede ansøgninger og skaffede sig på den måde et deltidsjob med rengøring.

God behandling
Torben Tetzschner deltog i FOA Århus’ arrangementer og kurser, og her blev han opmærksom på, at man arbejdede med et nyt tiltag: FOA Århus Jobmatch. Torben gav sine oplysninger til projektkonsulent Jesper Lykkeberg Sørensen og kom med i det nye arkiv.

”En dag ringede Jesper og sagde, at de manglede en nattevagt på Tre Ege - Kirkens Korshærs forsorg og natherberg i Brabrand. De søgte godt nok en assistent, men han syntes, jeg skulle søge. Jeg tog chancen, og jeg fik jobbet,” siger Torben Tetzschner og tilføjer:

”Det er fantastisk at have fast arbejde og være fri for vikarbureauerne og lange køreture til job i Vejle og Aalborg. For mig er det oplagt, at det er fagforeningen, der formidler job. De kender os og vores fag, det gør jobcentret ikke. Der er man bare et nummer.”