P-vagter kan filme trusler og vold

Små videokameraer på uniformerne skal være med til at afhjælpe voldelige episoder for parkeringsvagterne på Frederiksberg.

I fem år har Olaf Spur gået som parkeringsvagt på Frederiksberg. Friheden og de mange timer udendørs er det, han elsker ved jobbet.

Men der er også et aspekt han ikke er så vild med: Gennem årene har Olaf Spur flere gange været udsat for trusler og vold.

”Man lærer at afkode situationer, hvor der kan komme konflikter. F.eks. er ”Standsning forbudt”-zoner ofte et problem. Folk forstår ikke, at de ikke får fire minutters observationstid, og så kan de tit hidse sig op. Selv om jeg har vænnet mig til det og har fået ”hård hud”, er det bare ikke i orden,” siger Olaf Spur til Fagbladet FOA.

Skal selv tænde kameraet
Men nu får parkeringsvagterne et nyt værktøj.

Et lille kamera monteret på uniformen kan fremover hjælpe med at dokumentere en konflikt.

”Kameraet skal jeg selv tænde, hvis jeg vurdere, at det er nødvendigt. Og jeg har allerede fået en rutine omkring det. Jeg ved, hvilke situationer, der kan udvikle sig i en dårlig retning, og så tænder jeg kameraet, inden jeg går hen til bilen,” forklarer Olaf Spur.

Misbrugssikret
Når dagen er omme, bliver kameraet sat til en oplader, og eventuelle optagelser bliver lagt over på en computer.

Optagelserne kan hverken Olaf Spur eller andre p-vagter selv se, det er simpelthen et spørgsmål om sikkerhed. De små kameraer må ikke bruges som overvågning, og derfor er der meget stramme sikkerhedsprocedurer forbundet med brugen.

For Olaf Spur er det nye værktøj en helt enkel måde at øge hans sikkerhed på.

”Det er bare rart at vide, at det nu er nemmere at dokumentere en hændelse, så for mig giver det en tryghed at gå med kameraet,” siger han.

I video-indslaget kan du se, hvordan Olaf Spur bliver udsat for truende adfærd af en vred bilist.