Carina-ordblindeartikel
Social- og sundhedshjælper Carina Sørensen er begejstret for IT-hjælpemidlerne, som flittigt bliver brugt på ordblindekurset.
Foto: Jørgen True

Carina får hjælp til ordene

Carina Sørensen opdagede sin ordblindhed i en sen alder. Hun tog imod FOA Roskildes tilbud om ordblindekursus og vendte nederlag til sejr.

Det var aldrig nemt for 33-årige Carina Sørensen at gå i skole. Lige fra barnsben har hun haft svært ved at stave, og hendes karakterer var ikke imponerende.

”Min skoletid var et stort nederlag. Jeg havde svært ved at følge med, selvom jeg knoklede. Men ingen på min skole overvejede, om det var fordi, jeg var ordblind,” siger hun til Fagbladet FOA.

Efter folkeskolen valgte Carina Sørensen at uddanne sig til social- og sundhedshjælper. Derefter fik hun job i hjemmeplejen i Roskilde Midt.
Først for fire år siden blev Carina Sørensen testet. Resultatet viste, at hun var ordblind. Hun valgte at tage et kursus på VUC. Men allerede efter tre gange stoppede hun.

”For det første var det et nederlag for mig at få besked om, at jeg var ordblind. For det andet var VUC for hårdt. Jeg kunne ikke passe mit fuldtidsarbejde og bagefter være i skole,” siger hun. 

Se tema: Hjælp til ordblinde og læsesvage

Klar til kursus
Da en brochure fra FOA Roskilde kom ind ad brevsprækken fire år senere, var Carina Sørensen ikke i tvivl. Det var tid til at gøre noget ved hendes ordblindhed.

”Der er kommet flere og flere krav til papirarbejdet de senere år. Jeg vil gerne kunne følge med, og derfor var det logisk for mig at melde mig til kurset,” siger hun.

Ordblindekurset foregår i arbejdstiden med løn, og derfor er det ikke en byrde for Carina Sørensen, ligesom det var på VUC.

”Det giver mig meget mere overskud, når det foregår i arbejdstiden. Mine kolleger og min chef støtter også 100 procent op om det,” siger hun.

På Carina Sørensens hold er de fem kursister. Hver morgen starter med morgenbrød og hygge, for på kurset er det vigtigt at snakke sammen.

”Jeg kan godt lide fællesskabet med de andre kursister. Vi hjælper hinanden og kan snakke om alt muligt. Det føles også mere acceptabelt at være ordblind, når jeg er sammen med dem,” siger hun. 

Glad for accept
Ordblindekurset har især fokus på it-hjælpemidler i undervisningen. Kursisterne bruger blandt andet et computerprogram, der kan hjælpe dem med at stave ved at finde det rigtige ord ved hjælp af få bogstaver samt højtlæsning.

”Jeg håber på, at pakken bliver en del af min hverdag. En it-pakke vil gøre det nemmere at skrive journaler, og jeg vil gerne fremstå professionel, når jeg skriver dem,” siger hun.

Carina Sørensen har tre kursusgange tilbage. Hun håber på, at der vil blive oprettet flere kurser, så hun kan arbejde mere med sin ordblindhed.

”Nu har jeg har det fint med, at jeg er ordblind. Jeg er glad for, at FOA Roskilde og AOF har sat fokus på det, for så føler jeg en større accept. Ordblindhed er en del af min identitet, og det har jeg accepteret.”