Ældres hånd bliver holdt af anden hånd
På trods af ældremilliarden er der de færreste steder blevet mere tid til at holde i hånd. Kun 3 procent af de ansatte i ældreplejen har i høj grad kunne mærke en forbedring i servicen til borgerne.
Foto: Colourbox

Sosu-ansatte: Vi kan ikke mærke milliarden

Ikke mange af de ansatte i ældreplejen har kunnet mærke ældremilliarden. Tværtimod er der blevet mere travlt.

Da kommunerne sidste år fik en ekstra milliard kroner til ældreplejen af regeringen, var der lagt op til forbedringer for både borgere og ansatte. Men ifølge en ny undersøgelse fra FOA, er det de færreste af de ansatte i ældreplejen, der har mærket forbedringerne.

Hele 48 procent svarer, at de slet ikke har oplevet, at borgerne får en højere service i forhold til sidste år, og blot tre procent oplever, at de i høj grad har kunnet mærke en forbedring i servicen til borgerne.

”Der er ikke kommet nogen ekstra hænder, for de 32 millioner vi har fået, selvom vi gerne havde set det. Der er blevet brugt mange penge på rehabilitering, men det er nok lidt meget krudt at bruge på noget, der måske ikke kan rykke så meget for de ældre alligevel,” siger Sonja Vind, fællestillidsrepræsentant for plejehjemsansatte i Odense Kommune til Fagbladet FOA.

Løber hurtigere
De adspurgte FOA-medlemmer løber til gengæld hurtigere end nogensinde før. 58 procent svarer, at de har mere travlt nu end for bare et år siden.

”Det er beskæmmende at høre, at de ansatte har endnu mere travlt nu. Politikerne siger én ting, men befinder sig tilsyneladende langt fra virkeligheden, hvor de ansatte er,” siger Karen Stæhr, formand for FOAs social- og sundhedssektor.

Der er dog ikke meget, der tyder på, at de ansatte i ældreplejen kan tage en ekstra puster på vej ned af linoleumsgulvene til næste år. 76 procent af de adspurgte tillidsrepræsentanter svarer i undersøgelsen, at deres kommune har planer om at spare på ældreområdet i 2015.

Milliard-plaster dækker ikke
FOA har via tal fra Indenrigs- og Økonomiministeriet tidligere dokumenteret, hvordan ældremilliarden er endt som et plaster, der ikke engang dækker hele såret på kommunernes besparelser på ældreområdet. Kommunernes besparelser overstiger nemlig en milliard kroner.

”Jeg synes, det er ærgerligt og helt uacceptabelt, at ældremilliarden i overvejende grad ikke er givet til det, den er blevet præsenteret som – nemlig en ekstra milliard til bedre ældrepleje,” siger Karen Stæhr.

Læs mere: FOAs medlemmer om ældremilliarden