Regneark
Handicappede Isabel Pedersen har fået fjernet halvdelen af sine plejetimer, uden at kommunen har været ude for at tilse hende.
Foto: Colourbox

Handicap "kureret" med regneark

Isabel Pedersen er 25 år og svært handicappet. Selvom Syddjurs Kommune ikke har lavet nogen vurdering af hendes tilstand, har de alligevel fjernet over halvdelen af hendes plejetimer.

Opdateret 20. november 2014.

Isabel Pedersen har et meget sjældent handicap. Nemlig cri du chat – fransk for kattegråd. Det betyder, at hun er mentalt retarderet. Hun er født med det og vil altid have det. Og i gennem sin levetid vil hun ikke opleve synderlige forbedringer i sin tilstand.

Derfor kom det som lyn fra en skyfri himmel, da Syddjurs Kommune tidligere på året kom forbi og fortalte, at de havde nedsat Isabel Pedersens plejetid fra 25 timer om ugen til 11 ¾ timer om ugen.

Syddjurs Kommune mener nemlig, at Isabel Pedersen er for handicappet til at være på en ordning, hvor en pårørende har ansvaret, men altså ikke mere handicappet end hun kan få frataget mere end halvdelen af sine plejetimer.

”Jeg blev totalt rystet. Hvordan skal det dog nogensinde hænge sammen,” siger Birthe Thomsen, der er både mor og plejer til Isabel Pedersen.

Kommunen har ikke set Isabel
Isabel Pedersen er på et aktivitetscenter seks timer om dagen de fleste hverdage. Her får hun årligt lavet en handleplan omkring hendes tilstand, og de sidste par år har der ikke været nogen bemærkelsesværdige ændringer i den.

Alligevel står den handleplan som den eneste dokumentation på udviklingen i Isabel Pedersens tilstand. Syddjurs Kommune har nemlig ikke selv været ude for at se til Isabel Pedersen, inden de satte hendes plejetimer drastisk ned.

Det tyder på, at Syddjurs Kommune blot er ude på at spare penge, og i det hele taget er det en dybt problematisk sag, lyder det fra Thomas Gruber, politisk konsulent i Landsforeningen Lev, der rådgiver i mange sager, hvor pårørende passer handicappede.

”Hvis de ikke engang selv har været ude ved Isabel, bør afgørelsen ikke være gyldig, da de ikke har noget at basere den på,” siger han.

Lige så handicappet som før
Birthe Thomsen står nu sammen med sin datter i en svær situation. For hun kan ikke leve af 11 ¾ timers arbejde om ugen, og hun mener ikke, at Isabel vil kunne klare sig med besøg fra hjemmeplejen i et tilsvarende antal timer.

”Selve timeantallet vil jo ikke slå til. Derudover vil Isabel nok ikke gå med til, at en fremmed skulle afklæde hende, og da hun nærmest ikke har noget sprog, vil der også opstå kommunikationsproblemer,” siger Birthe Thomsen.

Birthe Thomsen har endnu ikke fået en skriftlig forklaring, men vil anke beslutningen, lige så snart den kommer.

Syddjurs Kommune erkender, at det er en fejl, at Birthe Thomsen ikke har modtaget en skriftlig forklaring og meddeler, at hun vil modtage en snarest muligt. 

Læs også: Birthe står uden rettigheder efter syv års hårdt arbejde