Svært at undgå giftigt legetøj

Vuggestuen Abel går forrest i kampen mod skadelig kemi, som gemmer sig i modellervoks, maling og metalbiler. Men det kan være svært at luge ud i kemien.

Vuggestuen Abel på Vesterbro i København ligner en hvilken som helst anden storbyinstitution med linoleumsgulve, små Ikea-køkkener i hjørnerne og billeder af glade børneansigter på væggene.

Men her er ingen tusser og perler af plastik. Og dukkerne er udelukkende af stof.

For fem år siden blev Vuggestuen Abel nemlig ’lavkemisk’. Det vil sige, at stort set alt legetøj, perler, maling og service blev tjekket for farlig kemi som parabener, bromerede flammehæmmere og skadelige farvestoffer. Alt legetøj med farlig kemi røg i skraldespanden.

Besværligt indkøb
Pædagog og tillidsrepræsentant Mette Roth Lorenzen er en af de medarbejdere, som har været involveret i arbejdet med at luge ud i kemien.

“Det er ikke helt nemt at bevare status som lavkemisk vuggestue, for når vi bladrer i kommunens indkøbskataloger, kan vi ikke se hvilke kemiske stoffer der er i legetøjet,” siger hun til Fagbladet FOA. 

Det betyder, at der ofte købes ind udenom kommunens indkøbsaftaler.

“Når vi ikke kan se hvad der f.eks. er i limen eller malingen på trælegetøj, kan vi ikke købe det. Det ville være rart, hvis der var detaljerede varedeklarationer i katalogerne” siger Mette Roth Lorenzen.

Kommunen stiller strenge krav
Børne- og ungdomsborgmester fra Venstre, Pia Allerslev, mener ellers, at kommunen gør rigtigt meget for at sikre, at der kan indkøbes lavkemisk til kommunernes institutioner.

“Vi stiller nogle meget strenge krav i Københavns Kommune, nogen vil mene for strenge, fordi det gør det vanskeligt at købe ind. Men når det er sagt, kan vi altid gøre det bedre. Så hvis der er institutioner, der har forslag til hvordan vi kan gøre det bedre, hører vi meget gerne om det,” siger Pia Allerslev.

Kemi-jungle
Mette Roth Lorenzen er med i institutionens kemi-udvalg, som godkender nyt legetøj, når der skal købes ind. Gennem årene har hun brugt både tid og kræfter på at sætte sig ind i mærkningsordninger, lovgivning - og ikke mindst, hvor det er muligt at købe kemifrit legetøj.

”Vi fandt ud af, at det var en kæmpe jungle, og derfor måtte vi nedsætte et udvalg, som kunne få det undersøgt,” forklarer Mette Roth.