Fyret på forhånd

Sosu-assistenten Pernille Ferrigni fra Frederikssund fik en fyreseddel, da hun varslede arbejdspladsen om en forestående operation og sygemelding

Får man noget godt igen, hvis man er loyal og siger til i god tid, inden man skal opereres og sygemeldes?

Spørger man 24-årige Pernille Ferrigni, vil hun nok svare nej. Hun blev nemlig fyret fra sit job som sosu-assistent på omsorgscenteret Solgården i Slangerup, da hun varslede, at hun skulle opereres og sygemeldes bagefter.

En uge efter ringede hendes leder med den besked, at når operationsdatoen lå fast ville der komme en fyreseddel. Driften af Solgården kunne ikke klare en lang sygemelding, men der skulle nok være et nyt job til hende, når hun var rask igen.

”Jeg blev helt knust, det var sådan en kold måde at gøre det på,” fortæller Pernille Ferrigni til Fagbladet FOA. Hun har arbejdet på Solgården, siden hun var sosu-hjælperelev.

Ulidelige smerter
I april sidste år fik Pernille Ferrigni smerter, der langsomt bare blev værre og værre.

”Jeg gik ind i mellem så dårligt, at mine kolleger jokede med, at det måske var mig, der burde sidde i en kørestol,” fortæller hun.

Men kollegernes godmodige drilleri var ikke grebet ud af luften. Da Pernille Ferrigni kom til en specialist, var diagnosen klar. Hoftedysplasi – og derfor på længere sigt slidgigt i hofterne, hvis hun ikke blev opereret.

FOA: Uberettiget fyring
Det blev hun i slutningen af april i år, og fyresedlen kom som lovet.

”Vi har her en meget loyal medarbejder, som bliver straffet for at orientere i god tid, inden hun skal sygemeldes. Vi mener, at afskedigelsen er uberettiget, for sygefravær er lovligt forfald, og Solgårdens ledelse har haft alle muligheder for at klare driften ved for eksempel at ansætte en vikar,” siger Charlotte Jacobsen, der er afdelingsformand for FOA Frederikssund.

Pernille Ferrigni er nu rask igen og har meddelt Solgården, at hun er klar til at arbejde i det job, som hun blev lovet.

Sådan ser det dog ikke ud til at blive. Frederikssund kommune vil ikke genansætte Pernille Ferrigni, før hun stopper den klagesag om uberettiget fyring, som netop nu bliver forhandlet mellem FOA og KL. Kommunen mener også, at det er et problem, at hun har fortalt sin historie i en artikel i seneste nummer af Fagbladet FOA.

Kommunen er tavs
Fagbladet FOA ville meget gerne have hørt Frederikssund Kommunes udlægning af sagen, men på trods af talrige henvendelser og aftaler om et interview, vil den relevante medarbejder i kommunens personaleafdeling i sidste ende ikke svare på spørgsmål om Pernille Ferrignis sag.

I en mail til skriver han:

”Vi mener, at sagen er håndteret korrekt, og at afskedigelsen er saglig og berettiget. I respekt for den videre behandling i det fagretslige klagesystem ønsker kommunen på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig yderligere.”