Strid om p-bøde til nygifte

I Hjørring vil borgmesteren af med p-vagter, som han mener er for nidkære.

De p-vagter, der opererer i Hjørring, er for nidkære og uddeler unødige afgifter, mener byens borgmester Arne Boelt. I aften vil han foreslå byrådet, at kommunen hurtigst muligt kommer ud kontrakten med det selskab, der står for p-kontrollen i kommunen.

Det er selskabet Parkeringskontrol Nord, der ejes af Aalborg Kommune. Det drives af kommunens brandvæsen, som sender p-vagterne ud til de enkelte kommuner, man har kontrakt på, heriblandt Hjørring.

I forvejen har Hjørring opsagt kontrakten pr. 31. december i år på grund af utilfredshed.

Nygifte fik bøde

Borgmesterens aktuelle ageren er udløst af, at en p-vagt i lørdags gav en bøde for en bil, der var parkeret foran rådhuset. De viste sig siden, at bilen skulle køre et nygift par væk. Parret gik til pressen og klagede til borgmesteren, der i medierne har sagt om p-vagterne i byen, at ”de jagter alt og alle.”

Det vækker kritik hos Peter Ottosen, formand for Teknik- og servicesektoren i FOA Aalborg, der har p-vagterne som medlemmer.

”Den pågældende p-vagt så en helt almindelig bil, som ikke var pyntet som en bryllupsbil, og som holdt parkeret på fortovet. Det må man ikke, og derfor handlede han korrekt,” siger han til foa.dk.

Borgmester uenig

Den udlægning er borgmester Arne Boelt ikke enig i:

”Det sted har været brugt af bryllupsbiler i mange år, og hvis den pågældende p-vagt havde kigget ind i bilen, ville han have set, at den var udstyret med champagne, glas og andet, der tydeligt viste, hvad den skulle bruges til,” siger han til foa.dk.

Han afviser, at der skulle være tale om et fortov det pågældende sted.

”Det er en flisebelagt indkørsel til rådhuset, hvor der ikke er parkeringsforbud,” siger han.

Fik selv bøde

Arne Boelt har selv fået en parkeringsbøde i Hjørring. Det skete, da han og hans sekretær læssede drikkevarer og andet ind et sted, hvor man skulle fejre, at byens kvindelige fodboldhold var blevet danske mestre.

”Jeg mente, at det kom ind under af- og pålæsning, som er tilladt det pågældende sted, men det mente p-kontrollen ikke, og det måtte jeg bøje mig for,” siger han til foa.dk og afviser, at bøden har haft nogen indflydelse på hans forhold til p-kontrollen i byen.

”Tilfældet med bryllupsbilen er bare et af mange, der gør, at nu må vi have vores eget p-korps,” siger han.