Odder udbetalte for lidt i tillæg

Social- og sundhedspersonale i Odder Kommune får nu efterbetalt løntillæg, fordi kommunens Ældreservice i en længere periode har begået fejl.

Fire ansatte i Odder Kommunes Ældreservice har fået deres mistanker bekræftet: Ældreservice har længe udbetalt for lidt i de løntillæg, som social- og sundhedspersonalet får for at arbejde aften og nat samt lørdage og søndage.

De fire får nu efterbetalt omkring 10-15.000 kr. hver før skat. Kommunen gennemgår nu også andre ansattes lønsedler for at se, hvor mange andre der har fået for lidt i tillæg.

- Jeg og tre kolleger undrede os over vores lønsedler, fordi vi ikke syntes, at vi fik nok i tillæg. Vi klagede til Ældreservices administration, men de kunne ikke give en ordentlig forklaring på, hvordan de havde beregnet vores løn, og så gik vi til fagforeningen, fortæller sygehjælper Hertha Bischoff.

FOA Århus undersøgte sagen, og det viste sig, at Odder Kommune havde begået flere fejl, siden Ældreservices administration i 2012 begyndte at beregne løntillæggene manuelt.

Ældreservice havde i flere tilfælde regnet med kvarte timer, hvor overenskomsten mindst regner med halve timer, og der var også flere tastefejl.

De fire kolleger får efterbetalt de manglende tillæg med august-lønnen, og samtidig undersøger Ældreservice altså, om også andre ansatte har fået for lidt i løntillæg.