Collage

Flere ordinære uddannelsespladser

FOA-pres for flere uddannede

Der mangler uddannet personale på både omsorgs-, pasnings- og sundhedsområdet. Derfor krævede FOA i trepartsforhandlingerne, at der bliver oprettet flere uddannelsespladser, så mange flere medarbejdere indenfor omsorgs-, pasnings- og sundhedsområdet i 2015 kan sikres en relevant uddannelse.

Trepartsaftalen øger antallet af ordinære uddannelsespladser, så der fra 2010 årligt uddannes næsten 12.000 på social- og sundhedsuddannelserne, heraf knapt 4.000 social- og sundhedsassistenter og godt 8.000 hjælpere. Kapaciteten på den Pædagogiske assistentuddannelse tredobles, således at der med fuld virkning fra 2010 årligt uddannes næsten 1.600 flere.

I 2008 og 2009 har det været et problem, at kommuner og regioner i forhold til antallet af praktikpladser ikke har levet op til aftalen. FOA har derfor skabt et markant politisk pres med henblik på at sikre opfyldelsen og gerne flere praktikpladser. Resultatet er, at der med finanslovsaftalen for 2010 er skabt et forøget politisk og økonomisk pres på kommunerne og regionerne, således at kommunerne straffes økonomisk, hvis de ikke lever op til trepartsaftalen, samtidig med at tilskuddet gennem AER (Arbejds-givernes Elevrefusion) forbedres markant.

FOA’s afdelinger presser på for at sikre, at kommuner og regioner bruger de nye muligheder for flere praktikpladser.

Samtidig arbejder FOA centralt og lokalt sammen med de lokale skoler om at mindske frafaldet på 25-30 procent. Instrumenterne er bl.a. bedre praktikperiode, flere praktikvejledere og styrket praktikvejledning samt ved brug af mentorordninger.

Selv om alle de nye pladser bliver sikret, er der behov for at supplere rekrutteringsindsatsen med andre af de redskaber, som FOA har opstillet.