Spørgsmål og svar om rapportering FOA har samlet en række ofte stillede spørgsmål og giver på denne side nogle mulige svar. Spørgsmål og svar om rapportering Risikerer jeg noget ved rapportering? Nej, du risikerer ikke noget ved at rapportere en utilsigtet hændelse. Hensigten med rapporteringssystemet er at skabe læring om utilsigtede hændelser, så man kan forebygge, at de sker igen. Systemet er fortroligt og adskilt fra patientklagesystemet, patientforsikringssystemet og Sundhedsstyrelsens tilsyn. Du kan derfor trygt rapportere utilsigtede hændelser uden risiko for dig eller dine kolleger. Nogle af de fejl der sker på hospitaler og i kommunale sundhedstilbud er så alvorlige, at de går under straffeloven. I de tilfælde er det dog ikke rapporteringen, der straffes, men den meget alvorlige fejl. Hvor hurtigt skal jeg rapportere? Du skal rapportere en utilsigtet hændelse hurtigst muligt og senest syv dage efter, at du er blevet opmærksom på hændelsen. Hvad skal jeg rapportere? Du skal rapportere hændelser og fejl der ikke skyldes patientens sygdom, som enten volder skader eller ville have voldt skade, hvis ikke hændelsen blev afværget. Sidstnævnte kaldes ’nær-hændelser’ og skal også rapporteres så de kan danne grundlag for læring. Kendte komplikationer og bivirkninger skal ikke rapporteres. Utilsigtede hændelser der opstår i forbindelse med personlig pleje er ikke rapporteringspligtige. Du skal rapportere både om de utilsigtede hændelser du selv er involveret i og de utilsigtede hændelser, som du observerer hos andre. Hvor skal jeg rapportere? Du kan rapportere en utilsigtet hændelse online på www.dpsd.dk. Sundhedsstyrelsen har også en papirformular, som du også kan printe på hjemmesiden og sende ind med almindelig post. Hvad sker der med rapporterne? Når en rapporteringen om en utilsigtet hændelse modtages af Dansk Patientsikkerhedsdatabase sendes den automatisk videre til regionen eller kommunen, hvor hændelsen er sket. Hvis du derfor arbejder på Hvidovre Hospital og oplever en utilsigtet hændelse, så sendes den til Region Hovedstaden. Hvis du rapporterer en hændelse fra et plejecenter i Vanløse sendes rapporten til Københavns Kommune. Regionen eller kommunen modtager og behandler de utilsigtede hændelser, så de kan finde årsagen til hændelsen. Hensigten er at forebygge, at hændelsen sker igen. Efter sagsbehandlingen anonymiseres rapporten. Den videresendes til Sundhedsstyrelsen, som samler materialet og udgiver information om patientsikkerhed. På den måde kan man bruge den nye viden i hele landet.