Oplæg til aktivteter som opfølgning på aftale om en koordineret indsats i forhold til udmåling af tilskud til BPA
Efter overenskomsttilretningen pr. 1. marts 2011, tegner der sig fortsat store udfordringer på handicaphjælperområdet. FOA har derfor revideret handlingsplanen for indsatsen, der blandt andet indeholder følgende elementer:
Overenskomststrategi
Der skal lægges betydeligt pres på de virksomheder der er aktive på området med henblik på at få dem til at indgå overenskomst. Blokeringen for anvendelsen af overenskomsten, var ifølge virksomhederne tidligere, at kommunerne udmåler meget nøje i henhold til bekendtgørelsen om BPA. Dette problem er nu løst, da overenskomsten 1. marts 2011 netop blev revideret i erkendelse af, at lovgivningen sætter meget snævre rammer for BPA-ordninger.
Hertil kommer kontakt til øvrige aktører som arbejder på området, hvoraf en stor del i dag er omfattet af anden overenskomst med FOA (vikarbureauer, frit-valg-firmaer), med henblik på at få dem til at indgå overenskomst også for handicaphjælpere.
Faglige skridt og i sidste ende konflikt overfor enkeltvirksomheder kan komme på tale, for at lægge pres på situationen.
Evaluering, SATS-aftale og kommende lovrevision
Parterne bag SATS-puljeaftalen har besluttet at der gennemføres en samlet evaluering af BPA-ordningen i efteråret 2011 med afrapportering primo 2012. Evalueringen vil blandt andet se på kommunernes administration af reglerne, herunder særligt kommunernes beregning og udmåling af tilskud til løn m.v.
FOA sidder med i følgegruppen og har derfor formelt indflydelse på processen.
Socialministeren har tilkendegivet, at hun vil drøfte evalueringens resultater med satspuljepartierne og i samarbejde med dem vurdere behovet for eventuelle nye tiltag.
Kontakt til politikere
Politikerne skal orienteres om, at kommunerne fortsat har forskellige fortolkninger af reglerne og praksis for udmåling af det kontante tilskud til borgere, der har BPA, og at dette betyder at handicaphjælperne fortsat end ikke behandles som en ansat i ”den sammenlignelige gruppe” ville være blevet.
Socialministeriet er i gang med en møderække med KL, Danske Handicaporganisationer og leverandørerne på området.
Overenskomstparterne forventes indkaldt omkring 1. september 2011.
-
Dialogen med Socialministeren og ministeriet samt KL fortsættes.
-
Kontakten til handicaporganisationerne udvikles, i forlængelse af ”Stop Hetzen” initiativet.
Pressestrategi
FOAs pressestrategi skal understøtte drøftelserne med og kontakten til politikerne og den indeholder blandt andet:
-
Udsendelse af nyhedsbrev for handicaphjælpere
-
Handicaphjælpertema på FOA.dk
-
Relevante artikler i FOA Bladet
-
Aktiv reklame for overenskomstdækkede virksomheder, i form af en egentlig anbefaling til brugerne om at afgive arbejdsgiveransvaret til en overenskomstdækket virksomhed.
Organisering af handicaphjælpere
Det er afgørende for forbedringerne af handicaphjælpernes arbejdsvilkår, at de selv er direkte og aktive deltagere i debatten om udviklingen af BPA og de generelle betingelser på området. Derfor vil FOA fortsætte og styrke indsatsen for organiseringen af handicaphjælperne.