Log på her:Mit FOA

Handicaphjælper

Handicaphjælper

Handicaphjælpere er omfattet af de almindelige regler om arbejdsmiljø.

Arbejdet som handicaphjælper er spændende, udviklende og meget anderledes end de fleste andre job. Det stiller store krav til din professionalisme, din rummelighed og din fleksibilitet. Og med enkelte undtagelser er du omfattet af de almindelige regler om arbejdsmiljø. Det betyder bl.a. at din arbejdsgiver er ansvarlig for, at arbejdet udføres på "en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde".

Der skal være de nødvendige hjælpemidler og du skal være uddannet i at bruge dem. Din chef har også ansvar for at arbejdsforholdene bliver vurderet i en ArbejdsPladsVurdering, en APV. Det er dog sådan, at det kun er et lovkrav hvis arbejdet er professionelt plejende - dvs. omhandler omsorg og pleje.

Branchevejledning for handicaphjælpere


FOA har medvirket til at udarbejde en branchevejledning for handicaphjælpere. Du kan læse meget mere om arbejdsmiljø i branchevejledningen, der også giver dig information om alt fra hygiejne og indeklima til stress, udbrændthed og den svære skelnen mellem hvornår man er privat, personlig og professionel.
» Handicaphjælperens arbejdsmiljø

Du kan også finde nyttig viden og danne netværk med andre handicaphjælpere på mitnetvaerk.dk.

Balancen mellem arbejdsgiverens behov og hjælperens arbejdsmiljø


Din arbejdsgiver er også den person, du skal hjælpe og hun skal acceptere, at hendes private hjem er en arbejdsplads. Omvendt skal du acceptere, at din arbejdsplads er et privat hjem.

Der er ikke nogle klare regler for, hvad du skal yde eller ikke må yde af service eller omsorg, og det stiller store krav til at du selv, i samarbejde med din "chef", finder balancen mellem de ønsker og behov, som hun har og hensynet til dig og dit arbejdsmiljø. Der er til gengæld regler om, at den handicappede skal være i stand til at fungere som arbejdsgiver og arbejdsleder for at kunne modtage tilskud til handicaphjælp.

Kommunen har pligt til at rådgive hende om, hvad det vil sige at være arbejdsgiver.

Herudover har kommunen en tilsynsforpligtigelse. Det betyder at kommunen, mindst en gang om året, skal vurdere om hun opfylder betingelserne for hjælpen.

Fra 1. januar 2009 kan tilskuddet overføres til en forening eller privat virksomhed, som så også overtager arbejdsgiveransvaret.



 

af Dorit Saly