Læs op Udskriv Tekststørrelse Fakta om demens Hvert år bliver ca. 20.000 danskere ramt af en demenssygdom. Sygdommen rammer især ældre, således lider over syv procent af befolkningen over 65 år af demens, mens forekomsten i aldersgruppen 85 til 89 år er oppe på ca. 20 procent. Men de senere år har stadig flere yngre fået diagnosen, sandsynligvis som følge af forbedrede undersøgelsesmetoder. Omkring 5000 danskere mellem 40 og 65 år lider af demens. Symptomerne kommer snigende og begynder ofte med hukommelsesproblemer. Andre symptomer kan være besvær med at udføre velkendte opgaver, sprogproblemer, desorientering i forhold til tid og sted, forandringer i humør og adfærd og personlighedsændringer. Alzheimers sygdom er den mest udbredte form for demens og udgør 60 procent af alle tilfælde. Alzheimers sygdom er karakteriseret ved, at der sker en nedbrydning og tab af hjernevæv. Her kan medicinsk behandling udskyde problemerne i nogle år. Medicinen fastholder patienten på det stadie, man er i, når man begynder behandlingen.