Her er svarene på de mest stillede spørgsmål om autorisation af social- og sundhedsassistenter.
1: Hvornår fik social- og sundhedsassistenerne en autorisationsordningen?
D. 12 juni 2008 vedtog folketinget, at social- og sundhedsassistentuddannelsen skulle være en omfattet af en autorisationsordning. Det betød, at fra d. 1. oktober 2008 blev det muligt for alle uddannede social- og sundhedsassistenter at søge autorisation.
2. Hvilken betydning har autorisationen for social- og sundhedsassistenten?
En autorisation fungerer som en garanti for det gennemførte uddannelsesniveau og kompetencer. Pligten til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed skærpes med en autorisation, ligesom en autoriseret sundhedsperson kan fratages autorisation, såfremt udøveren må antages at være til fare for andre mennesker på grund af grov uforsømmelighed udvist ved udøvelse af hvervet. Det betyder at en social- og sundhedsassistent kan miste retten til at kalde sig social- og sundhedsassistent, hvis han/hun i sit arbejde er til fare for patienterne. Så udover den anerkendelse der følger med autorisationen, ligger der også en pligt.
Se også
» Hvad hvis jeg mister min autorisation?
3: Betyder en autorisation at social- og sundhedsassistenten får nogle af lægens eller sygeplejerskens opgaver?
Der er ikke tale om, at social- og sundhedsassistenten får en anderledes uddannelse eller pludselig får en masse nye opgaver, der ligger uden for social- og sundhedsassistentens kompetencefelt. Social- og sundhedsassistenten kan med autorisationen få mulighed for at anvende sine faglige kompetencer, da det bliver nemmere at overdrage opgaver som social- og sundhedsassistenten har kompetence til at udføre efter, at uddannelsen er blevet blåstemplet med autorisationen.
4: Er social- og sundhedsassistenten sundhedsperson med sin autorisation?
Social- og sundhedsassistenten allerede en sundhedsperson og kan indklages for patientklagenævnet som pr 1. januar 2011 skifter navn til patientombuddet.
5: Har udenlandske social- og sundhedsassistenter samme autorisationsstatus som social-og sundhedsassistenter uddannet i DK?
Det er Sundhedsstyrelsen, der skal godkende uddannelser fra andre lande og vurdere, hvorvidt disse kan sidestilles med den danske uddannelse til social- og sundhedsassistent. Hvis en udenlandsk uddannet person får autorisation, vil vedkommende have samme autorisationsstatus som en dansk uddannet.
Se også:
» Udenlandsk arbejdskraft og oversættelse af eksamensbeviser
» Social- og sundhedsassistenter, der er uddannet i udlandet
6: Hvad koster en autorisation som social- og sundhedsassistent?
Sundhedsstyrelsen opkræver et gebyr på kr. 313 for meddelelse af autorisation. Størrelsen af gebyret er fastsat af Indenrigs og sundhedsministeriet.
7: Hvordan foregår det, når man får sin autorisation?
Når social- og sundhedsassistenter afslutter uddannelsen, sender det pågældende uddannelsessted (skolen) en oversigt over, hvilke elever der har gennemført og bestået uddannelsen til Sundhedsstyrelsen. I samme moment søger den enkelte nyuddannede social- og sundhedsassistent på Sundhedsstyrelsens hjemmeside om autorisation. På denne side under fanen 'uddannelse' findes et ansøgningsskema, som skal udfyldes elektronisk, samtidig kan gebyret betales med kreditkort på hjemmesiden. Det er social- og sundhedsassistenten der betaler for autorisationen.
Autorisationen er elektronisk, hvorfor du ikke modtager et autorisationsbevis på papir. I stedet modtager du en e-mail med oplysning om autorisation og autorisationsID.
8: Hvad sker der hvis social- og sundhedsassistenten ikke vil betale for autorisationsbeviset?
Hvis social- og sundhedsassistenten ikke vil betale for autorisationen opnår han/hun ikke autorisation, og er derfor ikke omfattet af den titelbeskyttelse som uddannelsen giver, hvorfor han/hun ikke kan kalde sig social- og sundhedsassistent. Endvidere har alle autoriserede sundhedspersoner i dag et AutorisationsID, der kan bruges som ID af de offentlige myndigheder som indgang om oplysning om en sundhedspersons autorisationsstatus.
9: Hvad kalder man social- og sundhedsassistenter der ikke er autoriserede?
Social- og sundhedsassistenter, som har valgt ikke at blive autoriseret må ikke benytte titlen social- og sundhedsassistent, og må ikke bære symboler, der indeholder titlen social- og sundhedsassistent. Ikke autoriserede benævnes sundhedsmedhjælper
10: Kan den ansættende myndighed forlange at se autorisationsbevis ved ansættelse?
Ansættelsesstedet kan forlange at man oplyser sit AutorisationsID, så arbejdsgiver kan søge dig i Sundhedsstyrelsens autorisationsregister.
Vil du søge om autorisation?
...eller har du flere spørgsmål til autorisationen, så klik ind på:
» Sundhedsstyrelsens hjemmeside