Svar på de mest stillede spørgsmål om adgangen til elektroniske patientjournaler.
1. Hvornår træder sundhedsloven (L50 B) i kraft?
Sundhedsloven (L 50 B) træder i kraft 1. oktober 2007.
2. Hvor bred adgang har social-og sundhedsassistenten til EPJ?
Social- og sundhedsassistentes adgang til EPJ er sidestillet med sygeplejersker, jordemødre, ergoterapeuter, psykologer, fysioterapeuter, radiologer og andre grupper af sundhedspersoner. Disse grupper har adgang til de nødvendige oplysninger om egne patienter i forbindelse med den aktuelle behandling. Læger og sygehusansatte tandlæger har adgang til hele den elektroniske patientjournal med tidligere sygehistorier
3. Hvad betyder nødvendige oplysninger om egne patienter i forbindelse med den aktuelle behandling?
Adgangen til opslag i EPJ er begrænset til, at patienten skal være tilknyttet samme behandlingsenhed som social- og sundhedsassistenten. Ved oplysninger om aktuel behandling forstås oplysninger registreret eller indhentet efter en bestemt dato f. Eks. Indlæggelsesdatoen eller datoen for iværksættelse af et ambulant forløb. Eks. Vil en sundhedsperson der arbejder på en på et kirurgisk sengeafsnit, efter bestemmelsen have adgang til de aktuelle oplysninger, der er registreret om patienten på operations- eller anæstesiafdelingen, til brug for sundhedspersonens aktuelle behandling.
4. Hvor må social- og sundhedsassistenten ikke foretage opslag i EPJ?
Man må ikke slå op i en tidligere patients EPJ for af bekymret nysgerrighed at se vedkommendes sundhedsstatus, hvis ikke man er direkte involveret i den aktuelle behandling af patienten, eks. under den aktuelle indlæggelse. Man må heller ikke slå op i bekendtes EPJ, eller andres EPJ af andre årsager.
5. Hvad nu, hvis ens arbejdsområde kræver, at man kan slå op i EPJ bredere end den aktuelle behandling?
Ledelsen på et behandlingssted har mulighed for at tildele visse sundhedspersoner, der er ansat på pågældende behandlingssted, har en bredere adgang til at kunne foretage opslag.
6. Kan patienten selv bestemme hvem der har adgang til EPJ?
Af sundhedsloven (L 50 B), der vedtages til oktober 2007 fremgår det, at patienter nu aktivt skal sige fra overfor videregivelse af data i form af epikrise til egen læge, hvor patienten før gav samtykke til, at der måtte sendes en epikrise. Hvis patienten ikke ønsker, at dennes EPJ skal være tilgængelig i forbindelsen med indlæggelse, kan patienten sige fra. Det er da sundhedspersonens beslutning, om det er nødvendigt at foretage opslag af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre (Eks. særlig farlig smitte). Det kræver stadig at patienten og sundhedspersonen er tilknyttet samme behandlingssted.
7. Må social- og sundhedsassistentelever foretage opslag i EPJ?
Elever og studerende på sundhedsfaglige uddannelser vil, når de er at betragte som en sundhedsperson, have samme adgang som andre sundhedspersoner. Dette er tilfældet, når de pågældende udfører sundhedsfaglige opgaver. Når elever og studerende er at betragte som sundhedspersoner, har de samme adgang til at foretage opslag som social- og sundhedsassistenter.
8. Må jeg og mine kolleger have en fælles log-on til EPJ systemet?
Nej. Du skal selv været logget på som dig, så det er dig der registreres med dine log-on oplysninger. Det er vigtigt, da du selv står til ansvar overfor de EPJ opslag du har foretaget. Datatilsynet foretager løbende tilsyn om korrekt log-on.
9. Kan patienten se, hvis jeg har foretaget opslag i dennes EPJ?
SDSD arbejder med at det skal være muligt for patienten at have adgang til log-oplysninger om patienten selv. Log- oplysninger betyder, at patienten kan se hvem der har foretaget opslag og i hvilken del af EPJ. Dette er en del af den nationale IT strategi for sundhedsvæsenet.
10. Hvad er status på arbejdet omkring EPJ nationalt?
Af Sundhedsloven fremgår det, at der skal udarbejdes et sikkert IT system til håndtering af de personfølsomme oplysninger som EPJ rummer. Derfor har Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark (
www.SDSD.dk) udarbejdet en national strategi for sundheds-IT. Denne strategi har tre ben. Det ene ben er IT understøttelse af sammenhængende patientforløb. Det andet ben er understøttelse af den kliniske arbejdssituation og det tredje ben er sikker håndtering af personlige data. Vanskelighederne ligger i at forene EPJ på tværs af sektorerne i et sammenhængende patientforløb, sikre hurtig adgang til data for de kliniske medarbejdere/sundhedspersonerne og samtidig beskytte patientens personfølsomme data og adgangen til disse. Der kan ikke på nuværende tidspunkt sættes en endelig dato på hvornår den nationale EPJ er klar.